Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
485
Den Religieuse begynder et andet Sted, han vil lære Til-
høreren ikke at frygte Skjebnen, ikke at sinke sig selv ved Med-
lidenhed med Den, der falder for Skjebnen. Alt Sligt har faaet
en mindre Betydning for ham, hvorfor han ogsaa, hvad Æsthe-
tikeren ikke gjor, seer alle Mennesker lige udsatte for Skjebnens
Slag: store og smaa. Men nu siger han: ,,det, Du skal frygte er
Skylden, og Din Medlidenhed maa være med Den, der saaledes
falder, thi først her er Faren. Dog maa Din Medlidenhed ikke
fare vild, saa Du over noget andet Menneske glemmer Dig
selv.« Han vil lære den Hørende at sørge, som Kirkesangeren
den ringe Tjener siger efter Befaling, en ydmygt-stolt høiærværdig
Ypperstepræst i indre Bevægethed: ,,at vi skulle sørge over
vore Synder," hvad Kirkesangeren naturligviis ikke tør sige
til de velærværdige Foresatte: Docenterne paa Prædikestolen-
Frygten og Medlidenheden skal vækkes ved Fremstillingen,
disse Lidenskaber skulle ogsaa renses fra Egoismen, men ikke
ved at fortabe sig i Beskuelse, men ved i sig selv at finde et Guds
Forhold. ,,Det er nemlig Egoisme,« siger Digteren, ,,om Du
ikke kan glemme Skjebnens Slag, som det rammede Dig, naar
Du seer den tragiske Helt; det er Egoisme, naar Du ved at see
Helten bliver en Skrædder, der gaaer angest hjem« — ,,men
at dvæle ved sin egen Skyld," siger den Religieuse, ,,at frygte
for den egne Skyld er ikke Egoisme, thi netop derved er man
i et Guds Forhold!« For den Religieuse er Frygten og Med-
lidenheden en anden og renses ikke ved at man vender sig ud
ad, men ind efter. Den æsthetiske Helbredelse bestaaer i, at
Jndividet ved at stirre sig ind i den æsthetiske Svimlen for-
svinder for sig selv, som et Atom, som et Støvgran, der gaaer
med i Kjøbet, med i hvad der er alle Menneskers, Menneske-
hedens fælles Lod, forsvinder som en uendelig lille Brøks-Med-
lyden i Tilværelsens sphæriske Harmoni. Den religieuse Hel-
bredelse bestaaer omvendt i at forvandle Verden og Aarhun-
dreder og Generationer og Millioner Samtidige til et For-
svindende, Jubel og Acclamation og æsthetisk Helteære til en
forstyrrende Adspredelse, det at være færdig til et gøglende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
