Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
§ 2.
Om Kirken.
Den catholske Kirkes Værn mod Dialektikens Jndtrængen,
som dette haves i Pavens synlige Nærværelse, vilde vi her lade
udenfor Omtale8). Men ogsaa indenfor Protestantismen har
man, efter at have opgivet Bibelen som det sikkre Tilhold, grebet
til Kirken. Skjøndt der endnu gjøres Angreb paa Bibelen,
skjøndt lærde Theologer lingvistisk og critisk forsvare den, saa
formodentlig i denne Afholdenhed ladet sig bestemme af Forkjerlighed og
Pietet for den Afdode og et ængsteligt Hensyn til hvad vel visse Folk vilde
sige, et spekulativt næsten hegeliansk Publikum dømme. Maaskee har dog
Udgiveren, netop i det Øieblik han troede at handle i Forkjerlighed for den
Afdode, skadet Indtrykket af ham. Mærkeligere end mangen Aphorisme,
som er bleven trykt i Samlingen, nok saa mærkelig som mangt et Ungdoms-
træk, den omhyggelige og smagfulde Biograph har opbevaret i en skjøn og
ædel Fremstilling, nok saa mærkeligt var det, at P.M., medens Alt var
hegeliansk, dømte ganske anderledes, at han først en Tid lang næsten med
Jndignation talte om Hegel, indtil den sunde humoristiske Natur, der var
i ham, lærte ham at smile især af Hegelianismen, eller, for endnu tydeligere
at erindre om P. M., ret hjerteligt at lee af den. Thi hvo har været forelsket
i P. M. og glemt hans Humør; hvo har beundret ham og glemt hans Sund-
hed, hvo har kjendt ham, og glemt hans Latter, der gjorde En godt, selv naar
det ikke blev En ganske tydeligt, hvad det var han lo af; thi hans Distraction
bragte En stundom i Vilderede-
M) Overhovedet kjender man strax den uendelige Reflexion, i hvilken
først Subjektiviteten kan blive bekymret om sin evige Salighed, paa Eet:
at den overalt har Dialektiken med sig. Det være et Ord, en Sætning, en Bog,
en Mand, et Samfund, det være hvad det være vil, saasnart det saaledes skal
være Grændse, at Grændsen selv ikke er dialektisk, er det Overtro og Ind-
skrænkethed. Der er altid en saadan saavel magelig som ogsaa bekymret Trang
i et Menneske til at faae noget rigtigt fast, der kan udelukke Dialektiken, men
dette er Feighed og Svigagtighed mod Guddommen. Selv det Visseste af
Alt-. en Aabenbaring, bliver eo jpso dialektisk, idet jeg skal tilegne mig den;
selv det fasteste af Alt, den uendelige negative Beslutning, der er Individua-
litetens uendelige Form for Guds Væren i ham, bliver strax dialektisk. Saa-
snart jeg tager det Dialektiske bort, er jeg overtroisk og bedrager Gud for
Øieblikkets anstrængede Erhverven af det eengang Erhvervede Derimod er
det langt mageligere at være objektiv og overtroisk, og broutende deraf, og
proklamerende Tankelvsheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
