Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
er derfor ligesaa bifrontisk som Existents-Forholdet er. Mis-
forholdets Opfattelse, naar det sees hen til Jdeen, er Pathos,
Misforholdets Opfattelse, naar det sees med Jdeen bagfra,
er Comik. Naar den subjektive existerende Tænker vender Ansigtet
mod Ideen, er Misforholdets Opfattelse i Pathos, naar han
vender Ryggen til Jdeen og lader denne straale bagfra ind
i det samme Misforhold, er Opfattelsen i Comik. Det er saaledes
Religieusitetens uendelige Pathos at sige Du til Gud, det er
uendeligt comisk, naar jeg vender Ryggen til og i Endelig-
heden seer dette, der bagfra falder indi denne. Har jeg ikke ud-
tømt hele det Comiske, har jeg heller ikke Uendelighedens Pathos;
har jeg Uendelighedens Pathos, har jeg ogsaa strax det Comis
ske. — Saaledes er det at bede Uendelighedens høieste Pathos-W
k) Den svcratiske Stirren er ogsaa et Udtryk for den høieste Pathos
og derfor tillige ligesaa comisk· Lad os forsøge det. Altsaa Socrates staaer
og stirrer hen for sig; nu kommer der tvende Forbigaaende, den Ene siger
til den Anden: hvad foretager det Menneske sig? Den Førstes Svar bliver
nu: Intet. Lad os antage, at den Ene dog har lidt mere Forestilling om
Inderlighed, og at han giver Soerates’s Handling et religieust Udtryk og
siger: han hensynker i det Guddommelige, han beder. Lad os blive ved det
Sidste, han beder. Men bruger han vel Ord, gjør maaskee endogsaa mange
Ord? Nei, Socrates havde forstaaet sit Guds-Forhold saaledes, at han slet
ikke turde sige Noget af Frygt for at komme med daarlig Snak, og af Frygt
for at faae et forkeert Ønske opfyldt, hvilket der jo skal være forekommet Exem-
pler paa, som da Oraklet forudsagde en Mand, at alle hans Sønner vilde
blive udmærkede, og den bekymrede Fader videre spurgte: og saa ville de
vel alle komme ynkeligen af Dage, svarede Oraklet: ogsaa dette skal blive
Dig opfyldt; her er nemlig Oraklet conseqvent nok til at antage, at Den,
som raadfører sig med det, er en Bedende, og derfor bruger det conseqvent
nok det Ord: opfyldt, hvilket er en sørgelig Jroni for Vedkommende. Altsaa
Socrates gjør slet Intet, han end ikke taler i sit Indre med Guden —— og
dog gjør han jo det Høieste af Alt. Det har Socrates formodentlig ogsaa selv
indseet og vidst drillende at fremhæve Derimod har Mag. Kierkegaard neppe
forstaaet dette, af hans Disputats at slutte. Der omtaler han nemlig ved at
citere Dialogen Alcibjades secundus Socrates’ negative Forhold til
Bønnen, men kan, som det var at vente af en positiv theologisk Candidat
i vor Tid, ikke afholde sig fra i en Note at belære Soerates om, at dette dog
kun var til en vis Grad sandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
