Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
afgjort; Jntet er lettere — dersom man har afgjort det Første.
Vidunderlige menneskelige Tænksomhed, hvo kan skue Dig ind
i dit tænksomme Øie uden en stille Opløftelse! Altsaa her Resul-
tatet af den fortsatte Tænksomhed: det Ene forstaaer man,
det Andet lader man staae hen, o: kan man ikke forstaae, og dog
er dette Ene og dette Andet, det er, ja jeg næsten bliver for-
legen ved at sige det, det er Eet og det Samme-D. Kan Tiden
og i den Forholdet til et historisk Phænomen være afgjørende
for en evig Salighed, saa er den det eo ipso for Afgjørelsen
af en evig Usalighed. Den menneskelige Tænksomhed bærer
sig anderledes ad. En evig Salighed er nemlig en evig Forud-
sætning bag ved, i Jmmanentsen, for ethvert Individ. Som
evig er han høiere end Tiden og har derfor altid sin evige Salig-
hed bag ved sig, det vil sige, der er kun at tænke en evig Salig-
hed, en evig Usalighed lader sig slet ikke tænke. Dette er philo-
phisk tænkt aldeles i sin Orden. Nu kommer Christendommen
og sætter Disjunktionem enten en evig Salighed eller en evig
Usalighed; og Afgjørelse i Tiden. Hvad gjør saa den menneskelige
Tænksomhed? Den gjør ikke som Smulerne, den bliver ikke
opmærksom paa, at dette er en vanskelig Tale, og Opfordringen
til at tænke det det vanskeligste Forslag, der lader sig gjøre,
den gjør altsaa ikke hvad der for det Første lod sig gjøre, den
fremsætter end ikke Problemet. Nei, den lyver lidt, saa gaaer
det let nok. Den tager Disjunktionens første Led (enten en evig
Salighed) og forstaaer derved Jmmanentsens Tanke, der netop
udelukker Disjunktionen, og saa har den tænkt det Hele, indtil
den saa i Forhold til Disjunktionens andet Led gjør Opbud
og erklærer, at den ikke kan tænke det, hvilket da er at slaae sig
selv paa Munden, og at angive sig selv som Den, der ikke har
tænkt det Første. Christendommens Paradox ligger i, at den
bestandig bruger Tiden og det Historiske i Forhold til det Evige,
«·) Forsaavidt kunde Smulerne ligesaa godt have stillet Modsætningen
frem og ladet det blive Problemet: hvorledes kan et Historisk blive afgjørende
for en evig Usalighed. J saa Fald vilde vistnok den menneskelige Tænksom-
hed have fundet, at det er Noget at spørge om, da det end ikke lod sig besvare.
6sis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
