Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Det uendelig Fortjenstlige ved det Socratiske var netop
at accentuere, at den Erkjendende er Existerende, og det at
existere det Væsentlige At gaae videre ved ikke at forstaae
dette, er kun en maadelig Fortjeneste Dette maae vi da altsaa
videre end det Socratiske, førte jeg det Socratiske tilbage paa den Sætning,
at al Erkjenden er en Erindren· Det er saadan almindelig antaget, og kun
Den, der med ganske særdeles Interesse beskjæftiger sig med det Socratiske,
ideligen vendende tilbage til Kilderne, kun ham vil det være af Vigtighed
paa dette Punkt at dele mellem Socrates og Plato, da Sætningen vel til-
hører dem begge, men Socrates bestandig kun tager Afsked med den, fordi
han vil existere. Ved at holde Socrates paa den Sætning, at al Erkjenden
er Erindren, bliver han en speculativ Philosoph, istedenfor hvad han var,
en existerende Tænker, der fattede det at existere som det Væsentlige Den
Sætning, at al Erkjenden er Erindren, er Speculationens, og Erindren er
Jmmanentsen, og speculativt og evigt seet er der intet Paradox, men Van-
skeligheden er, at intet Menneske er Speculationen, men den Speculerende
er en Existerende, underlagt Existentsens Krav ; at glemme dette er ingen
Fortjeneste, men vel at fastholde det en stor Fortjeneste, og dette gjorde netop
Socrates. At accentuere Existents, hvori Jnderlighedens Bestemmelse er
indeholdt, er det Socratiske; det Platoniske derimod at forfolge Erindringen
og Jmmanentsen. Derved er Socrates i Grunden videre end den hele Spe-
culation, fordi han ikke har en phantastisk Begyndelse, hvor den Speculerende
klæder sig om, og nu farer fort og farer fort og speculerer, glemmende det
Vigtigste, det at existere. Men netop fordi Socrates saaledes er videre, faaer
han, ret fremstillet, en vis analog Lighed med Det, som Experimentet frem-
bragte som Det, der i Sandhed gaaer videre end det Socratiske, Sandheden
som Paradox bliver en Analogie til Paradoxet sensu eminentjorj, Inder-
lighedens Lidenskab i at existere bliver en Analogie til Troen sensu eminen—
tiori. At Forskjellen desuagtet er uendelig, at dei Smulerne givne Bestem-
melser af det, somi Sandhed gaaer videre end det Socratiske, ere uforandrede-,
skal jeg let vise ; men ved strax at benytte tilsyneladende de samme Bestem-
melser, idetmindste de samme Ord om det Forskjellige, hvorfra det Experi-
menterede skulde fremstilles som forskjelligt, frygtede jeg, at forstyrre. Nu
tænker jeg, der Jntet kan være til Hinder for at tale om Paradoxet med
Hensyn til Socrates og Tro, da det forholder sig ganske rigtigt, naar det blot
forstaaes rigtigt, og da desuden de gamle Græker jo ogsaa bruge Ordet mat-;
om end ingenlunde i det Experimenteredes Forstand, og bruge det saaledes,
at der især i Anledning af et enkelt Værk af Aristoteles, hvor det bruges,
lod sig anstille meget oplysende Betragtninger med Hensyn til Forskjellen
fra Tro sensu eminentiorj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
