Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
sens (0: det at existere) paradoxe Udtryk som Synd, den evige
Sandhed som Paradoxet ved at være blevet til i Tiden, kort
hvad der er afgjørende for det Christelig-Religieuse findes ikke
i de opbyggelige Taler, om hvilke Nogle, efter hvad Magisteren
sagde, meente at man godt kunde kalde dem Prædikener, medens
Andre indvendte, at de vare ikke rigtige Prædikener. Humor
er, naar den benytter de christelige Bestemmelser, en falsk Gjen-
givelse af den christelige Sandhed, da Humor ikke er væsentlig
forskjellig fra Jronie, men væsentlig forskjellig fra Christendom,
og væsentligen ikke anderledes forskjellig fra Christendom end
Jronie er det. Den er kun tilsyneladende forskjellig fra Jronie
ved tilsyneladende at have tilegnet sig hele det Christelige, uden
dog paa en afgjørende Maade at have tilegnet sig det (men
det Christelige ligger netop i Afgjørelsen og Asgjortheden),
hvorimod det for Jronien Væsentlige: Erindringens Tilbage-
tagen ud af Timeligheden ind i det Evige, atter er det Væsent-
lige for Humor. Tilsyneladende giver Humor det at existere
større Betydning end Jronien gjør, men dog er Jmmanentsen
übergreifend, og det Mere eller Mindre er en forsvindende
Qvantiteren mod det Christeliges qvalitative Asgjorthed. Humor
bliver derfor den sidste terminus a quo i Forhold til at bestemme
det Christelige· Humor er, naar den benytter de christelige Bestem-
melser (Synd, Synds-Forladelse, Forsoning, Gud i Tiden o.s. v.),
ikke Christendom, men en hedensk Speculation, der har faaet
er noget Andet, men den har aldrig Ret i at erklære sig for Christendom.
— Naar Evighedens væsentlige Afgjorthed er bag ved at naae i Erindring,
saa er ganske conseqvent det høieste Aands-Forhold til Gud, at Guden fra-
raader, holder tilbage, fordi Existentsen i Tiden aldrig kan blive commensurabel
for en evig Afgjørelse. Saaledes var Socrates’s Genius, som bekjendt, kun
fraraadende, og saaledes maa Humoristen ogsaa forstaae sit Guds-Forhold.
Den evige Erindrings metaphysiske Magtfuldkommenhed til at løse og løse
op overflyver dog Disjunktionen, hvilken Humoristen ikke drager, men aner-—
kjender, og dog, og dog trods al Anerkjendelse opløser i Evighedens Asgjort-
hed bag ved. J Paradoxet er det omvendt, der er Aanden tilskyndende, men
dette er igjen det paradoxe Udtryk for, hvor paradox Tiden og Existentsen
i Tiden er blevet accentueret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
