- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Syvende Bind /
324

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

324

Naar Tænkningen vender sig mod sig selv for at tænke
over sig selv, fremkommer der en Skepsis, som bekjendt. Hvor-
ledes standses denne Skepsis, der har sin Grund i, at Tænk-
ningen istedenfor at være tjenende ved at tænke Noget, selvisk
vil tænke sig selv? Naar en Hest løber løbsk og løber durch, saa
lod det sig, fraseet hvad Skade der midlertidig kunde skee, vel
høre om En vilde sige: lad den kun løbe, den bliver nok træt.
Med Hensyn til Tænkningens Sekv-Reflexion lader dette sig
ikke sige, thi den kan blive ved saalænge det skal være, og løber
rundt. Schelling standsede Selv-Reflexionen, forstod den intel-
lectuelle Anskuelse ikke som en Opdagelse indenfor Selv-Reflexio-
nen, som naaedes ved at fare fort, men som et nyt Udgangs-
punkt. Hegel anseer dette for en Feil og taler absprechend nok
om den intellectuelle Anskuelse —- saa kom da Met·hoden. Selv-
Reslexionen bliver saa længe ved til den hæver sig selv, Tænk-
ningen trænger seierrig igjennem og faaer atter Realitet, Tænken
og Værens Jdentitet er vundet i den rene Tænken-M Hvad

s) At der til Grund for al Skepsis ligger en abstrakt Vished, der er
Tvivlens Fodfæste og ligesom den Streg man henkaster, som det hvorpaa
Figuren tegnes, at selv den græske Skepsis’ meest anstrængede Forsøg for
at afrunde Skepsisens Svæven ved at udhæve at Udsagnet om Tvivlen ikke
maatte forstaan kysse-Og Intet udretter, er ganske vist, men deraf følger
endnu ikke at Tvivlen overvinder sig selv. Hiin til Grund liggende Vished,
der bærer Tvivlen, kan intet Øieblik hypostasere sig saa længe jeg tvivler,
thi Tvivlen forlader den bestandigt for at tvivle. Vil jeg vedblive at tvivle,
saa kommer jeg i al Evighed ikke videre, fordi Tvivlen netop bestaaeri og ved
at give hiin Vished falsk ud. Skal jeg et eneste Øieblik fastholde Visheden
som Vished, saa maa jeg ogsaa for det Øieblik lade være at tvivle. Men saa
er det ikke Tvivlen der hæver sig selv, det er mig der lader være at tvivle.
En maadelig Tvivler vil det derfor allersnarest lykkes at faae Visheden, og
saa en Tvivler, som blot sætter Categorierne sammen for at see hvorledes
det bedst kan tage sig ud, uden i fjerneste Maade at bryde sig om at realisere
Noget deraf. — Jeg kan ikke lade være at vende tilbage til dette Punkt,
fordi det er saa afgjørende; dersom det er saa, at Tvivlen overvinder sig selv,
at man ved at tvivle om Alt i selve denne Tvivlen vinder Sandheden uden
et Brud og et absolut nyt Udgangspunkt, saa lader ikke en eneste christelig
Bestemmelse sig holde, saa er Christendommen afskasfet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/7/0350.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free