Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
495
dette sees ikke ligefrem. For ikke at lade sig forstyrre af Endelig-
heden, af alt det Relative i Verden, sætter Ethikeren det Comiske
mellem sig og Verden, og sikkrer sig derved, at han ikke selv bliver
comisk ved naiv Misforstand af sin ethiske Lidenskab. En umid-
delbart Begeistret vræler ud i Verden aarle og silde, altid cothurs
nisk paa Støvlerne plager han Folk med sin Begeistring, han
mærker slet ikke, at det ikke begeistrer dem, med mindre de da
slaae ham; han er vel nok underrettet og Ordren lyder paa en
fuldkommen Omskabning — af hele Verden, ja her er det han
har hørt feil, thi Ordren lyder paa en fuldkommen Omskabelfe
af sig selv. Er en saadan Begeistret samtidig med en Jroniker,
tager denne signaturligviis ham comisk til Indtægt Ethikeren
derimod er ironisk nok til meget godt at see, at det, der beskæf-
tiger ham absolut, ikke beskæftiger de Andre absolut; han opfatter
selv dette Misforhold, og sætter det Comiske mellem, for desto
inderligere at kunne fastholde det Ethiske i sig selv. Nu begynder
Comedienz thi Menneskenes Dom over en Saadan vil altid
blive: for ham er Intet vigtigt. Og hvorfor ikke? Fordi det
Ethiske for ham er absolut vigtigt, thi deri er han forskjellig
fra Menneskene i Almindelighed, for hvem saa mange Ting
ere vigtige, ja næsten Alt vigtigt —— men Jntet absolut vigtigt.
— Dog, som sagt, en Iagttager kan blive narret, hvis han antager
en Jroniker for en Ethiker, thi Jronien er kun Muligheden.
Saaledes igjen med Humoristen og den Religieuse, da jo
ifølge det Foregaaende det Religieuses egen Dialektik forbyder
det ligefremme Udtryk, forbyder den kjendelige Forskjellighed,
protesterer Udvorteshedens Commensurabilitet, og dog ærer,
naar galt skal være, Klosterbevægelsen langt over Mediationen.
Humoristen sætter bestandigt (ikke i Betydning af Præstens
,,altid", men til enhver Tid paa Dagen, hvor han er og hvad
han tænker eller foretager sig) Guds-Forestillingen sammen
med Andet og bringer Modsigelsen frem — men han forholder
sig ikke selv i religieus Lidenskab (striote sio diotus) til Gud,
han forvandler sig selv til et spøgende og dog dybsindigt Gjen-
nemgangssted for alle disse Omsætninger, men han forholder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
