Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
525
evig Salighed, med mindre den Existerende selv er Paradoxet,
ved hvilken Bestemmelse vi er i en anden Sphære; i Forhold
til enhver slet og ret Existerende gjelder det, at hvis han kun
lider uskyldigt (naturligviis totalt forstaaet, ikke forstaaet om
at han lider uskyldigt i dette og hiint Tilfælde, eller i mange
Tilfælde) saa forholder han sig ikke til en evig Salighed, og har
undgaaet Skyld-Bevidstheden ved at existere abstrakt. Dette
maa fastholdes for at Sphærerne ikke forvirres, saa vi pludse-
ligen glide tilbage i Bestemmelser, der ere langt lavere end
den skjulte Jnderligheds Religieusitet. Kun i det Paradox-
Religieuse, det Christelige, kan det gjelde og om Paradoxet,
at det at lide uskyldigt er et høiere Udtryk end det at lide skyl-
digt. For at ordne de sphæriske Totaliteter bruger man ganske
simpelt Humor som Terminus til at bestemme den skjulte Inder-
ligheds Religieusitet, og denne Religieusitet som Terminus for
at bestemme det Christelige. Det Christelige er ogsaa kjendeligt
paa sin Categorie, og overalt hvor den ikke er tilstede eller er
sluddervorren brugt er det Christelige heller ikke tilstede, med
mindre man antager, at det at nævne Christi Navn er Christen-
dom, endogsaa det at tage Christi Navn forfængeligt.
Skyld-Bevidsthedens evige Erindren er dens afgjørende
Udtryk; men Fortvivlelsens stærkeste Udtryk i Øieblikket er ikke
existentiel Pathos. At forholde sig existentielt pathetisk til en
evig Salighed er aldrig: engang imellem at tage stærkt paa,
men er Bestandigheden i Forholdet, Beftandigheden hvormed
det sættes sammen med Alt; thi heri ligger jo dog al Existentss
Kunst, og herpaa skorter det maaskee Menneskene allermeest.
Hvilke hellige Løfter veed et Menneske ikke at gjøre i Livsfarens
Øieblik, men naar den er forbi, ja saa er det saa snart og saa
ganske glemt, og hvorfor? Fordi han ikke veed at sætte sam-
men; naar Livsfaren ikke kommer udenfra, saa kan han ikke
ved sig selv sætte den sammen med sin Stræben Naar Jorden
skjælver ved Vulkanens Udbrud, eller naar Pesten farer hen
over Landet: hvor hurtigt og hvor grundigt forstaaer da ikke
selv den Tungnemmeste, selv den Døsigste Alts Uvished! Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
