Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
573
Tillirg til B.
Det Dialektisles Tilbagevitken idet Pathetiske til skærpet
Pathos og denne Pathos’s famtidige Momenter.
Den Religieusitet, der ikke har noget Dialektisk paa andet
Sted, altsaa A, der er Jndividets egen pathetiske Omdannelse
af Existentsen (ikke Existentsens paradoxe Omdannelse for Troen
ved Forholdet til et Historisk), er i Retning af det rene Menneske,
saaledes at det maa antages, at ethvert Menneske væsentligen
seet er deelagtig i denne Salighed og tilsidst bliver det. For-
skjellen mellem den Religieuse og Den der ikke religieust omdan-
ner sin Existents, bliver en humoristisk: at medens den Reli-
gieuse anvender hele sit Liv paa at blive sig Forholdet til en
evig Salighed bevidst, og den Anden ikke bekymrer sig derom
(vel at mærke, at den Religieuse har Tilfredsstillelsen i sig selv
og indad vendt ikke travlt med meningslos Klage over, at Andre
let faae hvad han vanskeligt, med den yderste Aiistrcetigelse
eftertragter), komme de begge evigt seet lige vidt. Heri ligger
den sympathetiske Humor, og Alvoren er at den Religieuse
ikke lader sig forstyrre ved Sammenligning med Andre. J Reli-
gieusiteten A er der saaledes en bestandig Mulighed af at tage
Existentsen tilbage i Evigheden bag ved.
Religieusiteten B er assondrende, udsondrende, er polemisk:
kun paa dette Vilkaar bliver jeg salig, og som jeg absolut binder
mig selv derved, saaledes udelukker jeg enhver Anden. Dette
er Particularismens Incitament i den almindelige Pathos.
Enhver Christen har Pathos som i Religieusiteten A, og saa denne
Udsondringens Pathos. Denne Udsondring giver den Christne
en vis Lighed med en Lykkelig ved Begunstigelse; og naar det
selvisk opfattes saaledes af en Christen, har vi Prædestinationens
fortvivlede Anmasselse· Den Lykkelige kan ikke sympathisere
væsentligen med Andre, som ikke ere eller ikke kunne komme i
Besiddelse af Begunstigelsen. Enten maa derfor den Lykkelige
forblive uvidende om, at der er Andre til, eller han bliver selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
