- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Ottende bind /
149

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

149

Men Den, der i Sandhed blev enig med sig selv, han er i
Stilhed. Og ogsaa dette er jo som en Omklædning, at affore
sig alt hvad der er Larmende da det er tomt, for skjult i Stil-
heden at blive aabenbar. Denne Stilhed er den hellige Handlings
simple Festlighed. Thi verdsligt gjelder det, ved Dandsen og ved
Gjestebudet, jo flere Musikanter jo bedre; men gudeligt gjelder
det: jo dybere Stilhed, jo bedre. — Naar Vandringsmanden
fra den alfare, larmende Vei kommer til de stille Steder, da er
det ham (thi Stilheden er Gribende!) som maatte han tale med
sig selv, som maatte han sige hvad der ligger skjult i Sjelens
Dyb; det er ham, efter Digterens Forklaring, som vilde noget
Unævneligt trænge sig frem af hans Inderste, hiint Uudsigelige,
for hvilket Sproget dog intet Udtryk har, thi endog Længsel
er jo ikke det Uudsigelige selv, den er kun ilende efter det. Men
hvad Stilheden betyder, hvad Omgivelsen vil sige med denne
Stilhed: det er netop det Uudsigelige. Thi Træernes Forundring,
dersom det er saa, at det er Træerne, der undrende betragte
Vandringsmanden, den forklarer Intet. Og Skovens Gjenlyd
forklarer jo, at Stemmen ad den Vei ikke trænger igjennem til en
Forklaring; nei, som en uindtagelig Fæstning kaster Fjendens
Angreb tilbage, saaledes kaster Gjenlyden Stemmen tilbage,
hvor høit end Vandringsmanden raaber. Og Skyerne hænge
kun efter deres egne Tanker, drømme kun om sig selv, hvad enten
de tankefuldt synes at hvile sig, eller de nyde den vellystige,
sagte Bevægelse; hvad enten de gjennemsigtige hurtigt ile hen
drevne af Vinden, eller de formorkede samle sig til Strid mod
Vinden: Vandringsmanden bekymre de sig ikke om. Og Havet
er som den Vise sig selv nok, hvad enten det ligger, ja som et
Barn og morer sig med sig selv, i sagte Krusning, liig Barnet,
der spiller paa sin Mund, eller det i Middagsstunden, som en
halvslumrende nydende Tænker, ligger og seer sig om efter Alt,
eller det i Natten dybt grunder over sit eget Væsen; hvad enten
det i dyb Underfundighed gjør sig til Jntet, for at iagttage, eller
det raser i egen Lidenskab: Havet har den dybe Grund, det veed
nok hvad det veed, det veed altid Den, der har den dybe Grund,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/8/0157.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free