Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
det Gode; Frygten er en svigefuld Hjælp, den kan forbittre
En Lysten, gjøre Livet møisomt og kummerligt, gjøre En gam-
mel og udlevetz men den kan ikke hjælpe En til det Gode, da
Frygten selv har en feilagtig Forestilling om det Gode — og
det Gode lader sig ikke bedrage. Eller hører dette ikke ogsaa
med til det Godes sande Væsen, denne Nidkjcerhed paa sig selv,
at det ikke vil taale nogen anden, nogen fremmed Hjælper, ikke
nogen Splidagtigs Indblanding, der skulde afstedkomme For-
virringen: at, naar det Gode indtog sin Plads ved Maalet,
hvor Lønnen vinker, eller hvor det selv vinker ad Mennesket,
at det da med Uvillie skulde maatte see og finde sig i, at der
var tvende Veie, tvende Stræbende, een fordi han vilde det
Gode i Sandhed og ydmygt men glad fulgte Vinket, en anden,
fordi Frygten gjennede ham derhen! Skulde tvende saa For-
skjellige kunne komme sammesteds hen, aandeligt forstaaet!
Thi aandeligt forstaaet er Stedet ikke noget Udvortes, hvorhen
ogsaa Trællen kommer mod sin Villie, naar Fogden bruger
Svøben; og Veien er ikke noget Ligegyldigt, hvad enten man
kjører forlænds eller baglænds; men Stedet og Veien er inden
i et Menneske, da Stedet er den stræbende Aands salige Tilstand,
Veien den stræbende Aands stadige Forvandling. Nei, som det
Gode kun er Eet, saa vil det ogsaa være ene om at hjælpe et Men-
neske. Det Gode dier og ammer den Spæde, opfostrer og nærer
den Unge, styrker den Ældre, bevarer den Gamle; det Gode
lærer den Stræbende, hjælper ham, men dog kun som naar den
kjærlige Moder lærer Barnet at gaae alene: Moderen er paa
Afstand saa langt foran Barnet, at hun virkeligen ikke kan holde
paa Barnet, men hun breder sine Arme ud, hun eftergjor Bar-
nets Bevægelser, blot det vakler, da er hun hurtig bøiet ligesom
greb hun det — saa troer Barnet, at det ikke gaaer alene. Mere
kan den kjærligste Moder ikke gjøre, dersom det dog skal være
Sandhed med, at Barnet gaaer alene. Og dog gjør hun mere,
thi hendes Aasyn, hendes Aasyn, ja det er vinkende som det
Godes Løn og som Salighedens Opmuntring. Saa gaaer Bar-
net alene: med Øiet fæstet paa Moderens Aasyn ikke paa Veiens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
