Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
røstet, iblinde skjøndt afgjørende, umulig at følge, fordi den
vexler hurtigere end en Qvinde skifter Farve; nu er Udfaldet
ikke mere tvivlsomt, det Gode seirer strax; nu kræves der intet
Offer, ingen Selvfornegtelse, thi Verden vil det Gode; nu er
Mængdens Dom de Vises, de Enkelte ere Daarernez nu er
Jorden Guds-Rige, det i Himlen kun en Afglandsz nu er Verden
den høieste Tilforladelighed, det Eneste man kan bygge paa,
det Eneste man kan sværge ved." Dog Dig behøver Talen ikke
at spørge, m.T., den er forud forvisset om Dit Svar; men
jeg vilde spørge selv den Jvrigste ved hine Festligheder: turde
Du, hvis Du som Fader skulde tale til Dit eget Barn, turde
Du sige noget Saadant? Eller dersom det var den Unge, der
med hele sin oprigtige Sjels Hengivenhed fæstede sit tillidsfulde
Blik paa Dig, forvisset om, at som Du sagde det, saa maatte
det være, ved helligt Løfte i Taknemlighed forpligtende sig
til at følge Din Lærdoms Veiledning gjennem Livet: turde Du
til ham sige noget Saadant? Eller dersom Du var Vidne til
den elskelige Ynglings skjønne Begeistring, naar han læste og
hørte om de store Mænd, der strede med tunge Skjebner og lede
ondt i Verden, de Herlige hvem Verden forskød, fordi den ikke
var dem værd, turde Du da, naar ingen Larmen foranledigede
Dig til at tale i Vildelse, men kun Fortrolighedens Stilhed,
den Elskeliges Tillid, Ynglingens Uerfarenhed forpligtede Dig
til at tale Sandhed, turde Du da lægge Haanden paa Hjertet
og sige: »Sligt skeer ikke mere, nu er Verden bleven oplyst og
fuldkommen, nu er det, at tragte først efter Verden og dens
Skikke, det Samme, som hvad det i gamle Dage var at tragte
først efter Guds Rige og hans Retfærdighed.« Ak, efterhaanden
som et Menneske bliver ældre, vænner han sig til Meget i Livet;
man vænnet sig blandt Andet ogsaa til at sige Meget, som man
dog ikke ret tænker Noget ved, man vænner sig til med de Jævn-
aldrende at tale indenfor saa mange Forudsætninger, at det
Simple og Ophøiede næsten gaaer en i Glemme. Stundom
henkaster man et Ord, der udtrykker en jævn og stadig, mange-
aarig Forbittrelse: ,,man veed nok hvordan Verden er«; og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
