- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Ottende bind /
225

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

225

Ogsaa ud efter bruger Den Klogskaben, der i Sandhed
vil det Gode. Det er ingen Vanære at være klog, det er en god
Ting; det er ingen Vanære, at Ovrigheden er klog, at den klogt
veed at spore Forbryderens skjulte Gang for at gribe ham og
gjøre ham uskadelig. Som klog veed altsaa den Gode Beskeed
om, hvorledes Verden vil have det Gode, usandt, gjort tække-
ligt, hvorledes Mængden vil vindes, den frygtede Mængde,
der ,,vil at Læreren skal skjælve for Tilhørerne, og smigre dem":
dette veed han altsammen, — for ikke at gjøre derefter, men
for ved den modsatte Adfaerd om muligt at holde Skuffelserne
borte, at han ikke selv kommer til paa en ulovlig Maade at faae
Fordeel af det Gode (tjene Penge, Udmærkelse og Beundring),
og at han Jngen bedrager ved et Judbildningens Skin. Han
vil snarere om muligt unddrage det Gode fra Mængdens Berø-
ring, see at splitte den ad for at faae den Enkelte fat eller for
at faae Hver især enkelt; han vil mindes, hvad hiin eenfoldige
Vise i Oldtiden siger: »der, hvor Folk komme sammen i stor
Mængde, i Folkeforsamlingerne, i Skuespillene, i Leirene, eller
hvor der ellers er en Sammenkomst af Mængden, der, hvor
de med stor Larm dadle Noget af hvad der bliver sagt og gjort,
rose Andet, men i begge Tilfælde med umaadelig Skrigen og
Larmen og Haandklap, der, hvor ovenikjøbet Stenene og Stedet,
hvor de ere forsamlede, lyde med i Støien og fordoblet gjen-
give Bifaldets og Dadlens Larm: hvor skulde der, som man
siger, en Ynglings Hjerte kunne komme til at banke!" Og dog
behøves jo netop dette for at ville det Gode i Sandhed, at Hjertet
banker i Manden, men med Ynglingens Ufordærvethed. Og
derfor vil den Gode, dersom han tillige er den Kloge, indsee,
at skal der kunne gjøres Noget for det Gode, da maa han see
at faae Menneskene enkelte. De Samme, der Enkelte hver for
sig kunne ville det Gode i Sandhed, de ere strax fordærvede
saasnart de forene sig og blive Mange; og derfor vil den Gode
vel heller ikke see at faae en Mængde tilhjoelp for at splitte
Mængden ad; eller have en Mængde bag sig, medens han
foran sig splitter Mængden ad.

S. Kierkegaard VllL 15

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/8/0233.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free