Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
blik: er det Liv eller Død? Men saa seer man jo ogsaa Farefuld-
heden, man seer den for sine Øine, og seer den med Gysen.
Men i Naturen, hvor Lllt smiler indbydende og synes Tryghed!
Og dog er Naturens Liv altid i denne Spænding: er det Liv
eller Død! Er det Livet, der evigt ungt fornyer sig selv, eller
er det Forkrænkeligheden, der lumsk skjuler sig, for ikke at blive
seet som den er, Forkrænkeligheden, som netop derfor bedrager
med Liliens og Markens Ynde, med Fuglens Sorgløshed,
medens den selv neden under lumsk blot venter paa at høste
Bedraget. Saaledes er Naturens Liv: kort, sangriigt, blomstrende,
men i ethvert Øieblik Dødens Bytte, og Døden den Stærkere.
Saa synker den Bekymrede i Veemod, det sortner ham for
Øiet, Naturens Skjønhed blegner, Fuglesangen forstummer
som i et Dødsstille, Forkrænkeligheden vil sluge Alt — og dog
kan han ikke glemme Fuglen og Lilien, det er som vilde han
frelse dem ud af Døden ved sin Erindring, frelse dem for et
længere Liv ved at erindre dem. Netop deri ligger Veemodet.
Men er vel Dødens alvorlige Paamindelse om Døden mere
gribende end Veemodets, som er indeholdt i disse Ord: er det
Liv eller Død? Hvad Døden siger er forfærdeligere: det er
forbi; men det er mere gribende, hvad Veemodet siger: er
dette Liv eller Død. Dødens Skikkelse er rædselsfuldere, han
den blege Høstkarlz men det er mere gribende, naar Døden
er klædt som Lilie i Deilighed. Saa bliver vel den Bekymrede,
ved at gribes af Veemod, svækket, som en Qvinde, formildet,
som en By, der har overgivet sig — og Trøsten finder Adgang.
Lad os da nu betænke, hvorledes den Bekymrede ved
Veemodet hos Lilien og Fuglen i Alvorens Forstand faaer
Andet at tænke paa end Bekymringen, hvorledes han føres til
ret at betænke:
Hvilken Salighed der er forjættet det at være Menneste.
»Jngen kan tjene to Herrer; thi han maa enten
hade den ene og elske den anden, eller holde sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
