Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
ingen evig Forskjel (ja, kan noget være mere meningsloft) bliver
mellem det Timelige og det Evige. Hvilken Forskjel kan der
da blive? Det synes dog uimodsigeligt, at som der mellem et
Menneske og et Dyr er Menneskelighedens Forskjel, saaledes
maa der være en evig Forskjel mellem det Timelige og det
Evige; eller skulde maaskee Forskjellen være den, at de ikke
vare forskjellige; eller kan Evigheden i al Evighed have nogen
anden Forskjel fra det Timelige end Evighedens-? Saadanne
falske Lærere kan man vel ikke kalde Pharisceerez men hvad er
dog egentligen værst: enten en Pharisæer, som nøiagtigt angiver
den rette Vei, men rigtignok ikke selv gaaer ad den, en Phari-
sæer, efter hvis Ord jeg altsaa trøstigt kan tage og handle, medens
jeg overlader til Gud, hvad der aldrig kan vedkomme mig, at
dømme Hykleren, eller en saakaldet oprigtig Veileder, der
rigtignok selv gaaer med ad den samme Vei, han anpriser Andre,
men vel at mærke forandrer Veien, og selv gaaer med ad den
anpriste — Vildfarelsens Vei?
Og nu den Lidendez naar han ikke agter paa, at denne
Forestilling om Evigheden og Evighedens Salighed kommer for
Alvor med i Betragtning, naar han, idet han veier Lidelsens
Tyngde, slet ikke veier paa Saligheden: hvad Under da, at den
timelige Lidelse faaer Overvægt, hvad Under, at han finder
den tung, rædsom tung — ak, naar Evigheden engang veier
ham, skal den vel finde ham for let; thi jo tungere et Menneske
saaledes bliver, desto nærmere er han ved, at Evigheden vil
finde ham for let. Eller hvis den Lidende dog en enkelt Gang
tager denne Evighedens Tanke ligesom i sin Haand og veier
paa den —- men finder, at den ikke veier stort: hvad Under,
at den timelige Lidelse tynger meest! Og naar saa den Lidende
Øieblikket efter igjen kaster, og med Ligegyldighed, hiin Evig-
hedens Tanke bort: hvad Under da, at han finder Lidelsen endnu
tungere, tung indtil Fortvivlelse, naar ikke blot Lidelsen tynger,
men han sslv tynger med paa Lidelsen ved den formastelige
Tanke, at han skulde være forladt af Gud — fordi han selv slap
det Evige! Ak, hvad Under, om en saadan Lidende tilsidst søger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
