- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
41

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

41

Hvor glad, hvor lykkelig, hvor ubeskrivelig tillidssuld end
Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, den umiddelbare Kjer-
lighed som saadan kan være, den soler dog netop i sit skjønneste
Øieblik en Trang til, om muligt at binde sig end fastere. Derfor
sværge de Tvende, de tilsværge hinanden Tro eller Venskab;
og naar vi tale festligst, sige vi ikke om Tvende ,,de elske hinanden«,
vi sige ,,de tilsvore hinanden Tro« eller ,,de tilsvore hinanden
Venskab-A Men hvorved sværger da denne Kjerlighed? Vi
ville nu ikke forstyrre Opmærksomheden og adsprede ved at
minde om det meget Forskjellige, som denne Kjerligheds Tals-
mænd ,,Digterne" ved Indvielsen vide Besked om — thi i For-
hold til denne Kjerlighed er det Digteren, som tager Loftet
as de Tvende, Digteren, som forener de Tvende, Digteren,
som foresiger de Tvende Eden og lader dem sværge, kort det
er Digteren, der er Præsten· Sværger nu denne Kjerlighed
ved Noget, som er hoiere end den selv? Nei, det gjor den ikke.
Just dette er den skjønne, den rorende, den gaadefulde, den
digteriske Misforstaaelse, at de Tvende ikke selv opdage det;
og netop derfor er Digteren deres eneste, deres elskede Fortrolige,
fordi han heller ikke opdager det. Naar denne Kjerlighed sværger,
da giver den egentligen selv Det Betydning, hvorved den svær-
ger; det er Kjerligheden selv, der kaster Glandsen over Det,
hvorved den sværger, saa den altsaa ikke blot ikke sværger ved
noget Høiere, men egentligen sværger ved Noget, der er ringere
end den selv. Saa ubeskrivelig riig er denne Kjerlighed i sin
elskelige Misforstaaelse; thi netop fordi den er sig selv en uendelig
Rigdom, en ubegrændset Tilforladelighed, kommer den, idet
den vil sværge, til at sværge ved noget Ringere, men opdager
det ikke selv. Deraf kommer det igjen, at denne Sværgen, der
jo skulde være og ogsaa oprigtigt mener sig selv at være den
høieste Alvor, dog er den yndigste Spøg Og den gaadefulde
Ven, Digteren, hvis fuldkomne Fortrolighed er denne Kjerligs
heds høieste Forstaaelse, han forstaaer det heller ikke. Dog er
det jo let at forstaae, at skal inan i Sandhed sværge, da maa
man sværge ved noget Høiere, faa kun Gud i Himlene er den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0049.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free