- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
164

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

164

en nærmere Bestemmelse af Eders særlige Forhold til hinanden.
Men hvad der er det evig Tilgrundliggende maa ogsaa ligge til
Grund i enhver Yttring af det Særlige.

Hvis dette ikke var saa, hvorledes skulde man da faae Plads
for Læren om Kjerlighed til Næsten; og dog glemmer man
det almindeligviis ganske. Man taler hedensk, nden selv ret at
mærke det, om Elskov og Venskab, indretter sit Liv i denne
Henseende hedensk, og saa foier man lidt Christeligt til om at
elske Næsten o: nogle andre Mennesker. Men Den, som ikke
passer paa, at hans Hustrue er ham Næsten, og saa forst Hustrne,
han kommer aldrig til at elske Næsten, hvor mange Mennesker
han end elsker; han har nemlig i Hustrnen en Undtagelse. Denne
Undtagelse vil han nn enten elske altfor hæftigt hele Livet igjen-
nem, eller forst altfor hidsigt og saa altfor koldt. Thi vistnok
elskes Hustrnen anderledes end Vennen, og Vennen anderledes
end Næsten, men dette er ikke en væsentlig Forskjellighed, thi
Grund-Ligheden ligger i Bestemmelsen Næsten Det er med
Næsten ligesom med Bestemmelsen ,,Mennesket". Enhver af
os er Menneske og er saa igjen det Forskjellige, han særligen er;
men det at være Menneske er Grundbestemmelsen. Jngen maa
i den Grad forsee sig paa Forskjelligheden, at han, feigt eller
overmodigt, glemmer, at han er Menneske; intet Menneske er
ved sin særlige Forskjellighed en Undtagelse fra det at være
Menneske, men er Menneske og saa det han særligen er. Saaledes
har Christendommen heller ikke Noget mod, at Manden elsker
Hustruen særligen, men han maa aldrig elske hende saaledes
særligen, at hnn er Undtagelsen fra det at være Næsten, hvilket
ethvert Menneske er; thi saa forvirrer han det Christelige:
Hustruen bliver for ham ikke Næsten, og derved blive alle andre
Mennesker ham heller ikke Næsten Dersom der levede eet
Menneske, som ved sin Forskjellighed var Undtagelse fra det
at være Menneske, saa er det Begreb ,,Menneske" forvirret:
Undtagelsen er ikke Menneske, og de andre Mennesker ere heller
ikke Mennesker.

Man taler om, at en Mand elsker sin Hustrue samvittig-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/9/0172.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free