- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
208

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

208

mere end alle Andre ved alle de storste Opoffrelser; og den
Elskende tilstaaer sig selv, at han ved alle mulige Opoffrelser
gjor uendeligt mindre, end han fornemmer Gjelden at være.
Hvilket vidunderligt Lige for Lige i dette Uendelige! O, de Lærde
ere stolte af det Uendeliges Beregning, men her er de Vises
Steen: den mindste Yttring er uendeligt storre end alle Opoffrel-
ser, og alle Opoffrelser uendeligt mindre end det Mindste til
at afdrage paa Gjeldenl

Men hvad kan nu bringe Kjerligheden nd af sit Element?
Saasnart Kjerligheden dvæler ved sig selv, er den
ude af sit Element. Hvad vil det sige at dvæle ved sig selv?
Det er at blive sig selv Gjenstand. Men en Gjenstand er altid
en farlig Sag, naar man skal bevæge sig fremad; en Gjen-
stand er som et endeligt fast Punkt, som Grændse og Stands-
ning, en farlig Sag for Uendelighed Uendeligt kan det nemlig
ikke være, at Kjerligheden bliver sig selv Gjenstand, deri er heller
ei Fare. Thi uendeligt at være sig selv sin Gjenstand er at
blive i Uendeligheden, og forsaavidt blot at være til eller at
vedblive at være til, da Kjerlighed er en Fordoblelse i sig selv,
forskjellig som Natur-Livets Enkelthed er fra Aandens For-
doblelse. Det maa da altsaa, naar Kjerligheden dvæler ved
sig selv, være i sin den enkelte Yttring, at den bliver sig selv
Gjenstand, eller at en anden særskilt Kjerlighed bliver Gjen-
standen, Kjerligheden i det ene Menneske og Kjerligheden i
det andet Menneske. Naar Gjenstanden saaledes er en endelig,
dvæler Kjerligheden ved sig selv; thi uendeligt at dvæle ved
sig selv er just at bevæge sig. Men naar Kjerligheden endeligt
dvæler ved sig selv, er Alt tabt. Tænk Dig en Piil, der fløi,
som det hedder, med Pilens Fart, tænk Dig, at den et Øieblik
fik det Indfald, at ville dvæle ved sig selv, maaskee for at see,
hvor langt den var kommen, eller hvor høit den svævede over
Jorden, eller hvorledes dens Fart forholdt sig til en anden
Piils, som ogsaa floi med Pilens Fart: i samme Secund falder
Pilen til Jorden.

Saaledes ogsaa med Kjerligheden, naar den endeligt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0216.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free