Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
vil Verden jnst finde Slutningen aldeles forfeilet, hvilket igjen
har sin Betydning for at bevise, at Slutningen er — rigtig.
Man læser og hører stundom med Bedrovelse christelige
Foredrag, der egentligen udelade den sidste Fare. Hvad der
siges om Tro, om Kjerlighed, om Ydmyghed er ganske rigtigt
og ganske christeligtz men dog maa en saadan Tale vildlede
en Yngling istedenfor at veilede ham, fordi Talen udelader,
hvad der saa derpaa hænder det Christelige i Verden. Talen
fordrer, at et Menneske med Selvfornegtelse skal arbeide paa,
at udvikle det christelige Sindelag i sig — men saa, saa, ja saa
siges der ikke mere, eller de høist betænkelige nærmere Bestem-
melser sorties, medens der tales saadan om og forsikkres, at
det Gode har sin Løn, at det er elsket baade af Gud og af Men-
neskene. Naar nu dette christelige Sindelag, med Rette, anprises
som det Høieste, saa maa jo Ynglingen troe, at hvis han da
fuldkommer det Fordrede eller dog redeligt arbeider paa at
fuldkomme det, saa vil det ogsaa gaae ham godt i Verden. See,
denne Fortielse af den sidste Vanskelighed (at det nemlig, men-
neskeligt talt, vil gaae ham ilde i Verden, og netop jo mere han
udvikler det Christelige i sig) er et Bedrag, som enten maa føre
Ynglingen til at fortvivle over sig selv (som laae Feilen ganske
ligefrem hos ham, at han ikke var en sand Christen) eller til
mismodigt at opgive sin Stræben, som hændte der ham noget
ganske Usædvanligt, medens der dog kun hænder ham, hvad
Apostelen Johannes taler om, som om det ganske Sædvanlige,
naar han siger (1 Joh. 3, 13): ,,lad dette ikke forundre Eder."
Ynglingen har Taleren altsaa bedraget ved at fortie det sande
Sammenhæng, ved at lade som var der, christeligt, kun Strid
paa eet Sted, istedenfor, at den sande christelige Strid altid
er Dobbelt-Farens, fordi der er Strid paa to Steder: først i
Menneskets Jndre, hvor han skal stride med sig selv, og saa, naar
han gjør Fremgang i denne Strid, udenfor Mennesket med
Verden. Ak, maaskee er en saadan Taler bange for at anbefale
det Christelige og det Gode paa denne vistnok besynderlige,
men sandfcerdige Maade, at det ingen Løn har i Verden, ja,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
