- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
224

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

224

—negtelse: nden Frygt for sig selv og uden Hensyn til sig selv
at vove sig i den Fare, om hvilken de Medlevende, hildede og
forblindede og medskyldige, ingen Forestilling have eller ville
have, at der er Ære at vinde, saa det altsaa ikke blot er farefuldt
at vove sig i Faren, men dobbelt farefuldt, fordi Tilskuernes
Forhaanelse venter den Modige, ligegyldigt enten han seirer
eller han taber. I det ene Tilfælde er Forestillingen om Faren
given; de Medlevende ere enige om, at der er Fare, Fare at
vove sig i, og altsaa Ære at vinde ved Seiren, da Forestillingen
om Faren allerede gjor dem villige til at beundre Den, der
blot vover. J det andet Tilfælde maa den Modige ligesom
opdage Faren og stride for at faae Lov til at kalde Fare, hvad
de Medlevende ikke ville, der, om de end indrømme, at det
er muligt at sætte Livet til i denne Fare, dog negte, at det er
en Fare, da det for deres Forestilling er en Latterlighed og
altsaa dobbelt latterligt at sætte sit Liv til for en Latterlighed.
Christendommen opdagede saaledes en Fare, som hedder evig
Fortabelse. Denne Fare forekom Verden en Latterlighed. Lad
os nu tænke et christeligt Vidne. Han vover sig for denne Læres
Skyld i Kamp med de Mægtige, der have hans Liv i deres Haand,
og som i ham maae see en Uroftifter — det vil vel koste ham Livet.
Paa samme Tid finde de Medlevende, med hvem han ikke har
nærmest at stride, men som ere Tilfknere, de finde det latterligt
at vove sig i Døden for en saadan Taabeligheds Skyld. Her
er Livet at tabe, og sandeligen ingen Ære og Beundring at
vindel Dog saaledes at være forladt, kun saaledes at være for-
ladt er christelig Selvfornegtelse. — — Dersom nu Verden
eller Christenheden var væsentligen bleven god, saa var denne
Selvfornegtelse gjort umulig; thi i saa Fald vilde Verden jo,
som væsentligen god, ære og prise Den, som fornegtede sig selv,
og bestandigt have den rigtige Forestilling om, hvor Faren er,
og hvilken den sande Fare er.

See derfor ønske vi at ende denne som al vor Tale, der
efter den os fornndte Evne priser det Christelige, med denne
lidet indsmigrende Anbefaling: vogt Dig at begynde paa at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0232.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free