Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
hed. Saaledes er Christendommen aldrig i dens første Tid bleven
til Gjenstand for Spot.
Naar da i denne christne Verden et Menneske vil blot nogen-
lunde stræbe at fuldkomme den Pligt at blive i Kjerlighedens
Gjeld til hverandre: saa vil hau ogsaa blive ført ud i den sidste
Vanskelighed og faae Verdens Modstand at kæmpe med. Ak,
Verden tænker saa lidt eller aldrig paa Gud; deraf kommer det,
at den aldeles maa misforstaae ethvert Liv, hvis væsentligste
og stadigste Tanke just er Tanken om Gud, Tanken om, hvor,
guddommeligt forstaaet, Faren er, og hvilken Fordringen til et
Menneske! Om den virkelige Christen vil derfor den christne
Verden i denne Henseende sige: ,,han priisgiver sig selv; endog
der, hvor han aabenbart er den Forurettede, er det ikke langtfra,
at han næsten er Den, som beder om Forladelse-A Verden vil
hos ham —— christeligt (thi Verden er jo Christen) savne den
fornødne — christelige Hjertets-Haardhed, der har travlt med
at paatale sin Ret, at hævde sig selv, at gjengjelde Ondt med
Ondt eller dog med den stolte Bevidsthed at gjøre godt. Verden
mærker slet ikke, at et saadant Menneske har en ganske anden
Maalestok for sit Liv, og at deraf lader det Hele sig ganske simpelt
forklare, medens det rigtignok bliver ganske meningsløst, for-
klaret ved Hjælp af Verdens Maalestok. Men da Verden egent-
ligen ikke veed af og vel ikke vil vide af, at denne Maalestok
(Guds-Forholdet) er til, saa kan den ikke forklare et saadant
Menneskes Adfærd uden som Særhed —- thi at det er Christe-
lighed kan naturligviis aldrig falde Verden ind, der som Christen
dog vel selv bedst veed, hvad Christendom er. Det er sært, at
et Menneske ikke er egennyttigt, det er sært, at han ikke skjender
igjen, det er sært og flaut, at han tilgiver sin Fjende og næsten
er bange for, om han ogsaa gjør nok for sin Fjende, det er sært,
at han altid kommer an paa forkeert Sted, aldrig hvor det tager
sig nd at være modig, høimodig, uegennyttig: dette er sært
og søgt og halvfjantet, kort Noget til at lee lidt af, naar man
da selv, ved at være Verden, er sikker paa som Christen at være
i Besiddelse af det Sande og Saligheden baade her og hisset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
