- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
278

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

278

ligt, medens den dog ypperligt kan forstaae Det, hvoraf han
slutter, men ikke hans Slutning, saalidet som den mistroiske
Verden kan forstaae Saligheden, hvilken den sande Kjerlige
har i sig selv-

Dog scet, at det engang i Evigheden viste fig, at den Kjer-
lige virkeligen var bleven bedragen! Hvorledes, skulde det
virkeligen være fornødent endnu engang at gjentage? Naar
det at elske er det høieste Gode og den største Salighed; naar
den Kjerlige just ved at troe Alt bliver i Kjerlighedens Salig-
hed: hvor skulde han da, i Tid eller i Evighed, være bedragen!
Nei, nei, der er i Tid og i Evighed kun eet Bedrag muligt i
Forhold til den sande Kjerlighed, Selvbedraget, eller at opgive
Kjerligheden· Den sande Kjerlige vil derfor end ikke kunne
forstaae Indvendingen Ak, men vi andre kunne det destovcerre
kun altfor let; thi den lavere Forestillingskreds og de jordiske
Lidenskabers Pagt med Sandsebedragene er det saa vanskeligt
at løsrive sig fra. Netop som man allerbedst har forstaaet det
Sande kommer pludseligen det Gamle paa En igjen. Det Uende-
lige, det Evige, altsaa det Sande er det naturlige Menneske saa
fremmed, at det gaaer ham ligesom det gaaer Hunden, der
vel kan lære et Øieblik at gaae opreist, men dog bestandigt længes
efter at gaae paa Fire· Man kan uaesten tvinge et Menneskes
Tanke til at maatte indrømme, at, da Bedraget strækker ube-
tinget lige saa vidt som det Sande, kan det ene Menneske ikke
virkeligen dømme det andet, men den Donimende bliver blot
selv aabenbar —- omtrent som naar En af al sin Magt slaaer
til paa en Kraftprover, og ikke veed af, at det er en Kraftprover,
altsaa mener, at han i Virkeligheden slaaer, medens hans Kraft
dog egentligen kun bliver prøvet. Og naar man faa har for-
staaet dette, saa kan man dog søge endnu een Udflugt, man
kan forholde sig nysgjerrigt til Evigheden, regnende paa, at
den saa skal gjøre det aabenbart, om det nu virkeligen var
en Bedrager. Men hvad beviser dette? Det beviser, at man
hverken er den sande Kjerlige, der har Kjerlighedens Salighed

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0286.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free