- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
287

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

287

Slutning, hvor Slutningen ikke er, istedenfor som Den, der
skriver efter en Andens Tilsigen, bestandigt at have Pennen
rede til det Næste, saa han ikke formaster sig til meningslost at
sætte Punktum forend Meningen er ude, eller til oprorsk at
kaste Peuuen fra sig.

Naar man vil hjælpe et Barn med en meget stor Opgave,
hvorledes bærer man sig saa ad? Ja, man sætter det ikke hele
Opgaven for paa eengang, thi saa fortvivler Barnet og opgiver
Haabet; man sætter det et lille Stykke for ad Gangen, men
bestandigt saa meget, at Barnet intet Øieblik kommer til at
standse, som var det færdigt, og heller ikke saa meget, at Barnet
ikke kan overkomme det. Dette er Opdragelsens fromme Sviigz
den fortier egentligen Noget; bliver Barnet bedraget, kommer
det deraf, at Opdrageren er et Menneske, som ikke kan indestaae
for det næste Øieblik Men nu Evigheden; den er dog vel den
storste Opgave, som er sat et Menneske, og paa den anden Side,
den kan dog vel indestaae for det næste Oieblikz og Timelighedens
Barn (Mennesket) forholder sig jo dog kun som et lille Barn
til den uendelige Opgave! Vilde Evigheden paa eengang, og
i sit Sprog, sætte Mennesket Opgaven, uden Hensyn til hans
Fatteevne og svage Kræfter: maatte Mennesket fortvivle. Men
da er det det Vidunderlige, at denne den største Magt, Evig-
heden, kan gjore sig saa lille, at den er saaledes delelig, den, som
dog evigt er Eet, at den iforende sig Skikkelsen af det Tilkom-
mende, det Mulige, ved Hjælp af Haabet opdrager Timelig-
hedens Barn (Mennesket), lærer ham at haabe (thi at haabe
er selve Underviisningen, er Forholdet til det Evige), hvis han
da ikke vilkaarligt vælger strengt at forknyttes ved Hjælp af
Frygten, eller han frækt vælger at fortvivle, det er, at und-
drage sig Mulighedens Opdragelse. J Muligheden sætter det
Evige, rigtigt forstaaet, bestandigt kun et lille Stykke for ad
Gangen. Evigheden er ved det Mulige bestandigt nær nok til
at være ved Haanden, og dog fjern nok til at holde Mennesket
i Bevægelse fremad mod det Evige, i Gangen, i Fremgangen.
Saaledes lokker og drager Evigheden et Menneske, i Muligheden,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0295.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free