- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
298

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

298

neske — naar det viser sig, at Alt vender sig for ham til det Gode.
Den Hævngjerrige siger stundom, at han haaber til Gud, at
Hævnen nok skal ramme den Forhadte. Men sandeligen, dette
er ikke at haabe, det er at hade; og frækt, at kalde det et Haab;
Gudsbespottelse, at ville gjore Gud til sin Medarbeider i at hade.
Den Hævngjerrige bliver da ikke til Skamme, fordi det ikke
skeer, som han ventede, men han er og var til Skamme, lige-
gyldigt hvad der saa end skeer.

Den Kjerlige derimod haaber Alt, og bliver dog aldrig
til Skamme. Skriften taler om et Haab, som ikke skal beskæms
mes. Derved tænker den nærmest paa det Haab, der angaaer
den Haabende selv, hans Haab om Syndernes Forladelse, og
engang at vorde salig, hans Haab om en salig Forening med
hvad Døden eller Livet skilte fra ham. Og kun i Forhold til
dette Haab, som er Haabet, kunde der da være Tale om at
blive til Skamme; thi sandeligen dette Haab havde man ikke
i og for sig Skam as at have, men tvertimod Ære, og altsaa
kunde det synes, at Skainmen kom, hvis Haabet ikke opfyldtes.
Saa overeensstemmende med sig selv er den hellige Skrifts
Sprogbrugz den kalder ikke allehaande Forventning, Forvent-
ningen af det Mangfoldige, Haab, den kjender kun eet Haab,
Haabet, det Godes Mulighed, og om dette Haab, det eneste,
der kunde blive til Skamme, fordi det, at have det, er en Ære,
siger Skriften, at det ikke skal beskæmmes.

Dog naar den Kjerliges Haab er for et andet Menneske,
var det da ikke muligt, at den Kjerlige kunde blive til Skamme
— dersom dette Haab ikke opfyldtes? Er det ikke muligt, at et
Menneske for evigt kunde sortabes? Men hvis nu den Kjerlige
havde haabet Alt, haabet det Godes Mulighed for dette Men-
neske, saa blev han jo til Skamme ved sit Haab.

Hvorledes! Dersom den forlorne Søn var dod i sine Syn-
der, og altsaa med Skam lagt i Graven — og Faderen, der endnu
idet sidste Øieblik haabede Alt, stod hos: stod han da til Skamme?
Jeg troede, at det var Sønnen, som havde Skammen, Søn-
nen, der gjorde Faderen Skam — men saa inaa jo Faderen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0306.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free