- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
305

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

305

er Mit, saa er jo Alt Dit, hvad det ogsaa i en vis Forstand er,
og saaledes mener den opoffrende Kjerlighed det; dog, Alt,
ubetinget Alt kan ikke være ,,Dit", da ,,Dit" er et Modsætnings-
Forhold, og i Alt er der ingen Modsætning Da skeer det Vid-
underlige, hvad der er Himlens Velsignelse over Selvfornegtels
sens Kjerlighed, at i Salighedens gaadefulde Forstand Alt bliver
hans, hans, som slet intet Mit havde, han, som i Selvfornegtel·
sen gjorde alt Sit til Dit. Gud er nemlig Alt, og just ved slet
intet Mit at have vandt Selvfornegtelsens Kjerlighed Gud og
vandt Alt. Thi Den, der taber sin Sjel, skal vinde den; men
Forskjellen Mit og Dit eller Elskovs og Venskabs Dit og Mit
er en Bevaren af det Sjelelige. Kun Aandens Kjerlighed har
Mod til slet intet Mit at ville have, Mod til ganske at hæve
Forskjellen Dit og Mit, derfor vinder den Gud — ved at tabe
sin Sjel· Atter her sees, hvad de Ældre forstode ved, at Heden-
skabets Dyder dog ere glimrende Laster·

Den sande Kjerlige søger ikke sit Eget. Han forstaaer sig
ikke paa den strenge Rets, eller Retfærdighedens, end ikke paa
Billighedens Fordringer i Henseende til det ,,Eget"; ei heller
forstaaer han sig paa et Bytte, som Elskov gjor, der tillige for-
staaer at passe paa, at den ikke bliver narret (altsaa forstaaer
at passe paa sit Eget); ei heller forstaaer han sig paa Fælless
skab, som Venskab gjor, der tillige forstaaer at passe paa, om
der nu gives Lige for Lige, at Venskabet kan holdes (altsaa
forstaaer at passe paa sit Eget). Nei, den sande Kjerlige forstaaer
sig kun paa Eet: at blive narret, at blive bedragen, at give Alt
hen, uden at faae det mindste igjen — see det er, ikke at søge
sit Eget. O, den stakkels Daare, hvor han dog er latterlig — i
Verdens Øine! Den sande Kjerlige bliver den ubetinget For-
urettede — hvad han da i en vis Forstand ved Selvfornegtel-
sen gjor sig selv til. Dog saa har Omvæltningen af Mit og Dit
naaet sit Hoieste, derfor ogsaa Kjerligheden sin hoieste Salig-
hed i sig selv. Ingen Utaknemmelighed, ingen Miskjeudelse,
ingen upaasljonnet Opoffrelse, ingen Spot til Tak, Intet,
hverken det Nærværende eller det Tilkommende kan tidligere

S. Kierkegaard. Jx 20

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0313.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free