- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
322

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

322

Purpuret. Dog dette ville vi nu lade staae ved sit Værd, men
vist er det, at det at opdage prises og beundres i Verden. Og
derimod Den, som ikke opdager Noget, eller som Jntet opdager,
han anslaaes meget lavt. Man siger gjerne om En for at betegne
ham som en Særling, der saadan gaaer i sine egne Tanker ,,han
opdager saa1nænd ikke Noget." Og vil man udpege En, som
særdeles indskrænket og dnm, siger man ,,han har saa vist ikke
opfundet Krudtet-« — hvad da jo heller ikke i vor Tid gjøres
fornødent, siden det nu engang er opfundet, saa det dog vel
vilde være endnu misligere, om En i vor Tid vilde mene, at
han var Den, som havde opfundet Krudtet. O, men det at
opdage Noget er saa beundret i Verden, at man ikke kan glemme
det misundelsesværdige Lod: at have opfundet Krudtet!
Forsaavidt er det da let at see, at den Kjerlige, der Jntet
opdager, i Verdens Øine tager sig meget maadeligt ud. Thi
selv i Forhold til det Onde, i Forhold til Synden og Syndens
Mangfoldighed er det at opdage, det at være den snilde, listige,
gjennemdrevne, maaskee saadan lidt halvsordærvede Iagttager,
der rigtigt kan opdage: det er hoit anseet i Verden. Endog
Ynglingen i det forste Øieblik han træder ud i Livet, han vil
saa gjerne (thi han vilde saa nodig, at Verden skulde kalde ham
en Tosse) forraade, hvordan han kjender og har opdaget det
Onde. Endog Qvinden i hendes tidligste Ungdom, hun vil
saa gjerne (thi hun vilde saa nodigt, at Verden skulde kalde hende
en lille Gaas eller en Landsbyskjonhed) forraade, hun er for-
fængelig af at være Menneskekjender, naturligviis i Retning
af det Onde. Ja, det er ntroligt, saa Verden har forandret
sig i Sammenligning med Oldtiden: da var der nogle Faa, der
kjendte dem selv, nu er alle Mennesker Menneskekjendere· Og
dette er det Vesynderligez hvis En har opdaget, hvor godmodigt
dog i Grunden vel næsten ethvert Menneske er: da turde han
neppe være sin Opdagelse bekjendt, han vilde frygte for at blive
latterlig, maaskee endog frygte for, at Menneskeheden skulde
fole sig fornærmet derved. Derimod, naar En lader, som havde
han opdaget, hvor lumpent ethvert Menneske i Grunden er,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0330.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free