- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
353

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

353

dette det Høieste, der kan siges om noget Menneske: han offredes.
Spørgsmaalet er kun, om det er det Hoieste, han ossredes sor.
Men det at offres er og bliver, saalænge Verden bliver Verden,
evigt forstaaet, en langt større Bedrift, end det at seire; thi
saa fuldkommen er Verden sandeligen ikke, at jo det at seire i
Verd en, netop ved Eensartetheden med Verden, har en betænke-
lig Tilsætning as Verdens Usselhed. Det er med det at seire i
Verden ligesom med det at blive noget Stort i Verden; det er
ordentligviis en betænkelig Sag, at blive noget Stort i Verden,
thi den er ikke saa fortræffelig, at dens Dom om Storhed just
har stort at betyde — undtagen som en ubevidst Spydighed.

Altsaa Pigen offredes for Elskov. Ak, men Elskov er ikke
i høieste Forstand Kjerlighed, og ikke det Høieste: see derfor
svandt hun hen — elskelig i Døden, som hun havde været det
i Livet, men mærket af, at Elskov dog havde været hendes Høieste
Og Elskov er et Ønske for dette Liv; derfor havde Tiden Magt
over hende, derfor svandt hun hen i Elskov, indtil ogsaa den
svandt hen, medens hun dog viste, at hun havde Magt over
Tiden, thi hun affaldt ikke fra sin Elskov.

Men Kjerligheden bliver — den bliver aldrig affældig.
Thi i Aands-Kjerligheden selv er det Væld, som oprinder til
et evigt Liv. At ogsaa denne Kjerlige ældes i Aarene, dger engang
i Tiden, beviser Jntetz thi hans Kjerlighed bliver dog evig ung-
Han forholder sig ikke i sin Kjerlighed, som Forholdet er i Elskov,
til Timeligheden, afhængig af Timeligheden; for hans Kjerligs
hed er Evigheden den rette Aarstid. Naar han doer, er han just
ved Maalet, naar han doer, viser det sig just, at han ikke ventede
forgjæves; ak, da den unge Pige dode, sagde vi netop: desto
værre viste det sig, at hun ventede forgjæves Hvorledes skulde
og den Kjerlighed, som bliver, vorde affældig? Kan da Udøde-
lighed blive affceldig? Men hvad er det, der giver et Menneske
Udødelighed, hvad Andet end den Kjerlighed, som bliver? Thi
Elskov er Timelighedens, dens skjønneste, men dog Timelig-
hedens skrøbelige Opfindelse. Der er derfor her en dybere Mod-
sigelse. Hos Pigen var der ingen Feil, hun var og blev sin Elskov

S. Kierkegaard lx 23

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:12 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0361.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free