- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
354

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

354

tro. Dog forandredes hendes Elskov Noget i Aarene. Dette
ligger i Elskov selv. Modsigelsen er da den: at man, med sin
redeligfte Villie, villig til at offres, dog ikke kan, dybere for-
staaet, være ubetinget trofast, eller blive i hvad der ikke selv evigt
bliver — og det gjor Elskov ikke. Det har Pigen maaskee ikke
selv forstaaet, hvorledes det hang sammen; nien dette Selv-
modsigelsens Sammenhæng var det Veemodige ved hendes
Død At hun offres, har ikke det Eviges Høitidelighed og derfor
det Begeistrende og Opløftende, men har Timelighedens Bee-
niod og saaledes det Digteren Begeistrende

Den unge Pige svandt hen. Selv om ,,Han" var kom-
men, altsaa kommen for Døden kom, det havde dog været for
sildigt. Hun blev; men Tiden havde afkræftet hende det Ønske,
ved hvilket hnn levede, medens dog det samme Ønske fortærede
hende. Den i dybeste Forstand Kjerlige derimod, som bliver,
han bliver ikke asfældigz hans Kjerlighed tærer ikke. Dersom
Ten, der misforftod ham, dersom Den, der blev kold mod ham,
dersom Den, der hadede ham, vender tilbage, han finder ham
uforandret, uforandret med den samme Længsel efter det Evige,
og med den samme stille Beroligelse i det Timelige. Hans Kjer-
lighed er evig, forholder sig til Evigheden, hviler i det Evige;
derfor venter han hvert Øieblik det Samme som han evigt
venter, og derfor uden Uro, thi i Evigheden er der Tid nok.

Naar en Kjerlighedens Forventning skal kunne gjøre et
Menneske, væsentligen forstaaet, asfældig, maa det være fordi
hans Forventning staaer i et Afhængigheds-Forhold til Tiden,
saa Tiden har det i sin Magt at afgjøre, om Forventningen
bliver opfyldt eller ikke. Dette vil sige, saa er Forventningen
hovedsagligen en timelig Forventning; men en saadan For-
ventning har den Kjerlighed, der bliver, ikke. At en Forvent-
ning væsentligen blot er timelig, giver Uroen i Forventningen.
Uden Uro er Tiden egentligen ikke til; den er ikke til for Dyret,
som er aldeles uden Uro; og Uhret, der angiver Tiden, kan det
ikke, naar Uroen standser. Men naar Uroen, som Tilfældet er
i den blot timelige Forventning, svinger mellem Opfyldelse

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0362.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free