- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
371

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

371

og tillige en sandselig Forestilling om Gavens Storrelse og om
det at kunne gjore Noget for at afhjoelpe Noden. ,,Den Fattige,
den Elendige kunde jo doe — altsaa er det det Vigtigste, at der
hjælpes". Nei, svarer Evigheden, det Vigtigste er, at der oves
Barmhjertighed, eller at Hjælpen er Barmhjertighedens Hjælp.
,,Skaf os Pengene, skaf os Hospitalerne, det er det Vigtigste!"
Nei, siger Evigheden, det Vigtigste er Barmhjertigheden· At et
Menneske doer, er da evigt forstaaet ingen Ulykke, men vel,
at der ikke blev ovet Barmhjertighed Der staaer ogsaa, mærke-
ligt nok, under hiint Stykke, som paa den ene Side forestiller
et Vrag og paa den anden en Lodsbaad, staaer der: Armod
— og voldsom Dodz Velstand — og naturlig Dod: altsaa
Død paa begge Sider. Og Evigheden holder det urokkeligt fast,
at Varmhjertigheden er det Vigtigste. Jngen Tænker kan være
saa haardnakket, som Evigheden er det i Forhold til sin Tanke;
ingen Tænker er saa rolig, saa uforstyrret af Øieblikkets Skyw
den og Øieblikkets Fare, der synes at indskærpe, at det dog er
det Vigtigste, at der paa enhver Maade bliver ydet Hjælp;
ingen Tænker er saa rolig, saa uforstyrret, som Evigheden. Og
ingen Tænker er saa sikker paa, at Menneskene dog tilsidst maae
give Kjøb og tænke hans Tanke, som Evigheden er det, thi siger
den: bliv kun, vi tales ved i Evigheden, og der tales vi ved ene
og alene om Barmhjertigheden, og ene og alene om den For-
skjel: barmhjertig — ikke-barmhjertig. O, at jeg kunde frem-
stille det Ansigt, Evigheden vil sætte op, naar den Rige paa
Spørgsmaalet, om han har været barmhjertig, svarer: jeg har
givet hundrede Tusinde til de Fattige! Thi Evigheden vil see
paa ham, forundret, som Den, der ikke kan faae det i sit Hoved,
hvad det er han taler om; og da vil den atter forelægge ham
Spørgsmaalet: har Du været barmhjertig? Tænk Dig, at en
Mand gik ud til et Bjerg for at tale med det om sine Anlig-
gender, eller at En indlod sig med Vinden om sine Bedrifter:
mere vil Evigheden ikke forstaae af, hvad den Rige taler om de
hundrede Tusinde, og af hvad den Mægtige taler om at have
gjort Alt.
24·«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/9/0379.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free