- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
399

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

399

paa, at et Ordsprog siger sandt om hvordan det gaaer til i Ver-
den; noget Andet er, at ethvert Ordsprog, christeligt forstaaet,
er usandt.

Hvis det var sandt alt Det, der siges om at elske frit, det
er, hvis det skete, hvis det ndsortes, hvis Menneskene vare vante
til at elske saaledes, faa vilde Menneskene ogsaa elske de Asdode
anderledes end de gjøre Men Sagen er, at i Forhold til anden
menneskelig Kjerlighed er der som oftest noget Nodende, om
ikke Andet saa det daglige Syn og Vanen, og derfor kan man
ikke bestemt see, hvorvidt det er Kjerligheden, som frit holder
sin Gjenstand fast, eller det er Gjenstanden, der paa een eller
anden Maade nodende hjælper til. Men i Forholdet til en
Asdod bliver Alt aabenbart. Her er intet, slet intet Nodende.
Derimod har den kjerlige Erindren af en Astd at værge sig
mod Virkeligheden om En, at den ikke ved nye og nye Jndtryk
faaer ganske Magt til at udslette Erindringen; og har at værge
sig mod Tiden: kort, den har at værge om sin Frihed i at erindre
mod Det, som vil node En til at glemme. Og Tidens Magt
er stor. Man mærker det maaskee ikke i Tiden, fordi Tiden listigt
lister Lidt fra En ad Gangen; man vil maaskee sorst ret faae
det at vide i Evigheden, naar man skal til om igjen og bag-
lænds at see efter, hvad det var man ved Hjælp af Tiden og
de 40 Aar har faaet viklet sammen. Ja, Tiden er en farlig Magt;
det lader sig i Tiden saa let gjore at begynde forfra, og saa at
glemme, hvor det var man slap. Naar derfor En begynder
endog blot at læse en meget stor Bog, og ikke ret troer paa fin
Hukommelse, saa lægger han Mærker: o, men hvor ofte glemmer
ikke et Menneske i Forhold til sit hele Liv at lægge Mærker for
ret at kunne lægge Mærke! Og nu i Aarenes Lob at sknlle erindre
en Afdgd — ak, medens han slet Jntet gjør for at hjælpe En,
snarere, hvis han gjør Noget, eller ved slet Jntet at gjore, gjor
Alt for at vise En, hvor ligegyldig han er derved! Imidlertid
vinke Livets mangfoldige Opfordringer ad En, de Levende
vinke ad En og sige: kom til os, vi ville holde as Dig. Den Afdode
derimod, han kan ikke vinke, forsaavidt det ellers var hans Ønske,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:12 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0407.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free