- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
419

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

419

stand. Men naar saa er, er det umuligt at have nogen For-
deel af at anprise Kjerlighedz thi Fordeel deraf kan man kun
have, naar enten Taleren bliver anseet for den Kjerlige, eller
Talens Indhold er det Indyndende, om at elske den elskelige
Gjenstand. Og naar det er umuligt at have nogen Fordeel af
at anprise Kjerlighed, saa er det jo uegennyttigt at gjøre det.
— See, hiin Oldtidens eenfoldige Vise, som af Alle vidste
skjønnest at tale om den Kjerlighed, der elsker det Skjønne og
den Skjønne, han var, ja han var den ftyggefte Mand i hele
Folket, den styggeste Mand i det skjønneste Folk. Man skulde
nu troe, at Dette maatte have afskrækket ham fra at tale om den
Kjerlighed, der elsker det Skjønne — man undgaaer jo dog gjerne
at tale om Strikken i hængt Mands Huus, og selv de Skjønne
undgaae gjerne i den paafaldende Stygges Nærværelse at tale
om Skjønhed, endfige den Stygge selv. Men nei, han var fær
og besynderlig nok til just at finde Dette tiltalende og begei-
strende, altsaa sær og besynderlig nok til at bringe sig selv i den
ufordeelagtigste Stilling, der var mulig. Thi, naar han da talte
om det Skjønne, naar han i Tankens og Talen-3 Længsel efter
det Skjønne rev Tilhøreren hen — og denne nu tilfældigviis
kom til at see paa ham: saa blev han jo end een Gang saa styg,
som han allerede var, han, der allerede var den styggeste Mand
i Folket. Jo mere han talte, jo skonnere han talte om Skjøn-
heden, desto ftyggere blev han selv ved Modsætningen Det
maa dog have været en Særling, denne Vise, han maa ikke blot
have været den ftyggefte, men tillige den færefte Mand i hele
Folket; eller hvad kan have bestemt ham? Jeg tænker, at dersom
han blot havde havt en skjøn Næse (·hvad han ikke havde, udpeget
ogsaa derved paafaldende blandt Grækerne, som alle havde
skjønne Næfer), saa havde han ikke villet tale eet eneste Ord
om at elske det Skjønne, det vilde have været ham imod af
Frygt for, at Nogen skulde troe, at han talte om fig selv, eller
dog om fin skjønne Næse; det vilde have bedrøvet hans Aand,
som besveeg han Talens Gjenstand, Skjønheden, om hvilken
han talte, ved at henlede nogen Opmærksomhed paa sin Skjøn-
27O

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 13:53:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0427.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free