Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
som kaldes maa nordmandens krone,
han kroner vor’ hjelder, han kroner vor sjaa,
o, sæl er du bonde, som torsken kan faa,
han foder baad’ dig og din kone.
Og han faar nok alle nordlændingerne med sig,
naar han saa istemmer:
Baimhjertige Fader, oplade din haand
velsigne os fattige folk her i land
med dine velsignelser gode.
Men det er ikke blot landet med dets natur
og rigdomskilder, hr. Petter med saa stor kjærlighed
synger om, det er ogsaa folket, for hvis ve og vel
hans hjerte slaar varmt. Og i denne forbindelse
viser han sig som den egte folkets mand, der har
oinene aabne for indvaanernes skrøbeligheder og
aldeles ikke skaanet- dem. Droie ord lader han
nordlændingen høre for hans drukkenskab,
uforligelighed og hevngjerrighed. Men selv naar han
saaledes svinger svøben, har han dog altid en skjelm
bag øret, det godmodige humor tager ligesom
braad-den af satiren. Aller kosteligst i saa henseende
eiden glimrende fremstilling af striden mellem de to
grander, af hvilken han lader den ene i al naivitet
klage paa følgende maade til skriveren.
Han sagde: Go skrivar, eg hæve ei sag
angaaende meg og min granne.
I gjær nu saa vel, at I græi os den ut:
Eg kjøbte ei møll-kvæin og grannen eit skjut,
i fælleslag skulle di stande.
Eg sa: min go granne, bruk kvæina me meg,
saa gaar eg halvparten i skjute me deg,
og bytte saa, kva vi forkværva.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
