Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
ninge paa den yderste Dag vil opstaa af den Grav, de nu
pynter paa, og hvori det afsjælede Legeme blev nedlagt.
Men dette svækker andre Menneskers Tro paa det evige
Liv; thi de nages af den forfærdeligste Tvivl, naar man
forlanger, de skal tro, at alle de Atomer, som engang
udgjorde deres jordiske Legeme og siden opløstes og gik
over i andre stoflige Forbindelser, igen skal forenes til
et Opstandelseslegeme paa den yderste Dag. Hvis
Udø-delighedshaabet skal være betinget af en Tro paa en
Genoprejsning af det jordiske Legemö paa den yderste
Dag, saa staar det paa meget svage Fødder. Det gaar
mange, som det gik Præstens Frue i Henrik Ibsens
»Brand«. De husker sikkert Samtalen mellem
Ægtefællerne hin Juleaften, efter at de havde mistet deres lille
Dreng. Naar Agnes drømmer om ham, synes hun, han
kommer fra Graven, iført den samme Skjorte, han havde
paa, da Liget blev lagt i Kisten, og derfor tror hun da
ogsaa, at han bestandig maa fryse. De husker jo nok
Henrik Ibsens herlige Vers, hvor Hustruen taler saaledes
til sin Mand:
»Brand, i Nat, mens du var borte,
kom han i mit Kammer ind:
sundhedssmykket var hans Kind;
tyndklædt i sin lille Skjorte
stavred han med Barnetrin
frem til Sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine Arme,
kaldte paa sin Mo’r og smilte,
men som om han bad om Varme!
Ja, jeg saa det! O, jeg gøs —!
Brand:
Agnes I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
