Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stilken er 158 mm. lang med en kugledannet Ende. Polyperne ere 15 mm. lange, sidde paa Dorsalsiden i uregelmæssige
Tver-rækker, 4—5 i hver; saavel Dorsal- som Ventralfladen er tæt besat med Zooider; kun de Felter, hvorfra Polyperne udspringe,
og som egentlig danne disses Basaldel, ere nøgne. Svælget er gult, spillende’ yderst svagt i det Blegrøde, naar det er
sammentrukket, og har kun paa dets øverste Del spredte Spikier, der ere 0,116 mm. lange, 0,015 mm. brede og sagtakkede paa
Siderne. Hele Stokken med Polyper har en smuk bleggul Farve. Kölliker har fremhævet de Karakterer, hvorved Koph.
Leuckartii adskiller sig fra Koph. stelliferum, og hvis Rigtighed vi ifølge vore Undersøgelser kunne stadfeste; ligesom vi formene,
at disse Karakterer faa end mere Betydning derved, at de vise sig at være konstante, saaledes som Tilfældet er ved
Thrond-hjemsexemplaret. Det forekommer os, at Koph. Leuckartii nærmer sig mere Koph. Moebii end stelliferum, hvilket ogsaa
tydeligt fremgaar deraf, at de ere blevne sammenblandede. Men sammenholder man vor Art med Koph. Leuckartii, saa viser det
sig strax, at Stokkens Forholde ere yderst forskjellige. Udmaale vi et Exemplar af Koph. Moebii af samme Størrelse som det
Exemplar, vi have af Koph. Leuckartii, nemlig 310 mm. langt, saa er Rachis paa Koph. Moebii 188 mm. lang, 5 mm. bred
paa Midten, 7 mm. op imod den øverste Ende, imedens den paa Koph. Leuckartii er 152 mm. lang, 9 mm. bred paa Midten
og 12 mm. op imod den øverste Ende, Hos Koph. Leuckartii ere Polyperne 15 mm. lange, bleggule helt igjennem; hos Koph.
Moebii ere de 30 mm. lange; deres Kropsvæg af en skidden brungul Farve, deres Svælg er udvendigt tapetseret med et
kastaniebrunt pigmenteret Epithel, og dets indvendige Flade har en temmelig stærk, rødfarvet Epithelbeklædning. Hele den
øverste Halvdel af Svælgets udvendige Bindevævsflade er hos Koph. Moebii besat med lange Spikier, og Gastralfilamenterne
ere brune. Axen ender hos Koph, Leuckartii i en Anse, 45 mm. fra Endeblærens Bund, imedens den hos Koph. Moebii gaar
saagodtsom lige ned i Bunden.
Leptotilum gracile, varietas norvegicum, nob.
Tab. XIII.
For omkring 8 Aar siden fandt vi i Bergensfjorden et ukomplet Exemplar af denne Pennatulide, som dengang var
ny for Videnskaben, og hvis Beskrivelse vi udsatte med i Haab om, at vi skulde erholde flere Exemplarer; men forgjæves blev
der skrabet paa samme Lokalitet, omtrent ’/a Mil syd fra Bergen, gjentagne Gange. Paa en Excursion, som H. Friele i
Forening med Konservator Nansen foretog for nogle Maaneder siden, omtrent ’/2 Mil nord for Bergen blev den gjenfundet i 5—6
Exemplarer, hvoraf dog kun 2 vare komplette. Siden den først blev funden, har imidlertid Chalenger gjort sine Undersøgelsesreiser, og
iblandt de Pennatulider, som ere fundne paa dem og beskrevne af Prof. Kölliker, findes denne interessante Søfjær, opfisket ved
Nordostkysten af Ny-Zeeland paa 700 Favnes Dyb. Heldigvis har Bergens Museum erholdt fra Professor Kölliker to
Original-exemplarer, saa vi have kunnet anstille nøiagtige Sammenligninger, hvilket var saa meget mere nødvendigt, som vi havde
nogen Vanskelighed ved at tro, at endog den samme Art skulde findes i Bergensfjorden paa 100 Favnes Dyb, ihvorvel Professor
Köllikers Beskrivelse stærkt hentydede derpaa. Sammenligningen har bragt fuld Vished; der kan ingen Tvivl længere være
om, at det er den samme Art, kun noget modificeret ifølge de lokale Forholde, eller med andre Ord en Varietet af den.
Det har en særlig Interesse, at vi her ved Bergen, og paa forholdsvis ringe Dybde, finder en Pennatulide, der staar
den ny-zeelandske saa overordentlig nær; og det tør hænde, at senere Undersøgelser ville komme til at godtgjøre, at den
egentlig hører hjemme i de nordiske Have; thi vor Varietet er baade større og stærkere i Bygning og rigere paa Polyper, saavel
fuldt udviklede, som uudviklede, end den ny-zeelandske. Da vi have kunnet observere den i levende Live, kunne vi levere gode
Tegninger af den, og da vi betragte den som en Varietet, skulle vi nedenfor beskrive den, idet vi henvise til Köllikers
Beskrivelse over den typiske Art.1)
Paa det største Exemplar var Stokken 100 mm. lang, temmelig tynd, bøielig. Den øverste Ende er lidt udvidet,
0,630 mm. bred; den nedre Del ender i en aflang Bulbus, der er 0,550 mm. bred. Rachis er 70 mm. lang, 0,280 mm. bred
og bærer 50 fuldt udviklede Polyper, en Mængde mindre udviklede imellem disse; og nederst paa Rachis 2 Rækker uudviklede
Polyper, 10 i hver, hvilke strække sig 8 mm. nedover Stokken fra de sidste udviklede Polyper, fig. 1, 2.
Paa et Par Exemplarer, hvor hele Stokken var 40 mm. lang, var Rachis 18 mm.
J) Report on the scientific Results of the Voyage of H. M. S. Chalenger. Zoology Vol. L Part. II. Report on the Pennatulida, by Kölliker,
pag. 27, Pl. VII., flg. 28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
