- Project Runeberg -  Klingen / 1. Aarg. 1917-1918 /
[1:4]

(1917-1920)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klingen N:o 1 - Jens Adolf Jerichau (Axel Salto)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

I Sommeren 1916 tilbragte jeg to Maaneder med Jens Adolf Jerichau i Paris.
Det var en forunderlig Tid.

Vi gik omkring paa Montparnasse ved Dag og Nat. Samtalen snoede sig i
Labyrinter af Mystik. Vore egne Fortællinger henrev os, vi fandt en Glæde ved
faretruende Sætninger og fantastisk klingende Ord. Jerichaus Trang til Pragt kunde
udløses ved den blotte Lyd af sælsomme Navne. Jeg forsøgte at dømme op med
Kendsgerninger, men blev revet over Ende i Bruset.

Vi spillede Kort ved Marneflodens Bred halve Dage ad Gangen og saa
Sommerskyerne komme og gaa. Vi kastede med Sten, mens vi talte om vor Berømmelse.

Ved Bordet udfoldede Jerichau alle Charmer; selv den utilgængelige Vollard maatte
give sig for hans glade Paagaaenhed, naar vi kom fra Frokost. Vor Tilværelse var en
lang, letsindig Sommerdag. Og saa arbejdede vi.

I rue Notre Dame des samps boede vi over hinanden i et Hus, der laa trukket
dybt tilbage fra Gaden med en lille Have foran. Jeg husker den sure Have med
Bænken og den grønne Stenfigur, hvor Solen aldrig naaede. Den 14. Juli, Bastilledagen,
begyndte vi at radere, opstemte ved Troppernes Indtog og den krigerske Musik, og et
Raseri efter Raderinger besatte os. Ved Daggry gik vi ned paa Bænken og ridsede
i Kobberpladen med Livet i Hænderne. Vi stod paa Spring og snappede Syren fra
hinanden, skændtes om Gasapparatet.

Snart forlod han Raderingerne og kastede sig over store Arbejder, skønt han
samtidig led af voldsomme Tandsmerter, som hævede hele Ansigtet.

Hæcuba og Susanne i Badet blev til her, haardnakket og slidsomt. Jerichau
elskede at blive ved, til Figurerne laa urokkelig fast, ligesom nedfældet i Farven. Disse
Ting vil med Tiden faa en vidunderlig Stoflighed. De sidste Billeder: »De hellige tre
Konger og den babyloniske Skøge« og »Dante« stod efterladt ufuldførte, rene og stærke
rundt om hans Leje. —

Vi sænker Fanerne for dig, Jens Adolf. Du hviler under dit Værks Hvælvning.
Din Sjæls brusende Kaos er faldet til Ro. Nu samtaler du under de himmelske Palmer
med hellige Mænd, og om din Pande straaler Glansen af evig Ungdom.

                                                                                Axel Salto.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Feb 14 19:52:11 2024 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/klingen/1/0004.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free