Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sætning, der viser, at man ingenlunde selv er imponeret. Det er ikke noget
Interview, som giver et sandfærdigt Indtryk af Kunstneren eller af hans Mening; den
halve Spalte Petit er kun stablet op for at vise Læserne, hvilken ung, begavet,
vittig og overlegen Medarbejder, Bladet har. Men det vidste vi jo i Forvejen l I
Stedet for at faa noget virkeligt at vide om, hvad unge Kunstnere tænker og føler,
serverer man os en til det kvalmende gentaget Selvforherligelse. Disse unge Herrer
af Pressen minder mig altid om Lakajen, der smiler nedladende, idet han hjælper
sin Herres Gæster Overtøjet af. . .
Virkelig Overlegenhed findes ikke i disse Artikler. Thi den overlegne
Journalist skal have Mod til at erklære, enten at dette er godt, eller at dette er noget Møj.
Den overbærende Venlighed er Mangel paa Mod, Mangel paa Dannelse, Kultur,
Viden og personlig Dømmekraft. Journalisten, der intet ved og intet forstaar, søger
blot at dække sig selv bag den ironiske Form. Han vadsker sine Hænder i Folkets
Paasyn. Skulde den unge Kunstner da senere — mod Forventning — slaa igennem,
kan han allid erklære: »Hvad sagde ikke jeg!« Og driver den unge Kunstner det
ikke til noget videre i Livet: »Jo, sagde jeg det ikke nokt«
Det mest komiske ved Sagen er maaske, at det i Reglen er Bladenes yngste
Medarbejdere, der sendes ud i den Slags Ærinder, — dersom da ikke Kunstneren
selv opsøger Journalisten paa hans Kontor, og saa er han redningsløst fortabt; thi
intet er farligere end at bede en ubefæstet Bladmand »om en Tjeneste«! I Stedet
for som ung at være solidarisk med de unge, gør Journalisten alt for at tækkes
de gamle og Filistrene.
Jeg har som gammel Bladmand følt Trang til at skrive disse Linier. Ikke for
at indlade mig paa nogen Polemik. Dertil er Postgangen mellem Kjøbenhavn og
Paris for langsom. Heller ikke, fordi jeg er taabelig nok til at mene, at Tilfældet
skulde være særlig dansk. I alle Lande findes der Mennesker, som til evige Tider
vil affærdige moderne Kunst med en Artikel om den berømte Æselhale fra Lapin
agile, eller som vil mene, at den »sunde kiøbenhavnske Latter« kan tage Livet af
Ungdommen. (Som om et tilfældigt Fernisseringspublikum i en tilfældig lille
Hovedstad overhovedet betød noget i Diskussion om Kunst!)
Foran mig ligger netop et typisk fransk Eksempel paa denne
Middelmaadig-hedens forlorne Overlegenhed. Det er sidste Numer af Mercure de France, hvori
Hr. Charles Henry Hirsch efter Sædvane giver en Oversigt over forrige Maaneds
Tidsskrifter og bl. a. gør sig særlig lystig over et Digt i de unges Revue Sic. Hvad
er nu Grunden til Charles Henry Hirsch’s Munterhed? Hvem er Hr. Hirsch?
Han er en Mand paa Paul Forts Alder, altsaa sidst i Fyrrerne. Han har
skrevet en Del Romaner, som man læser i Jernbanekupéen, er desuden en Mester i disse
smaa Fortællinger paa halvanden Spalte, som findes i franske Dagblade, — en
journalistisk Rædsel, literært set ligesaa unyttig, som den bladligt set er overflødig.
Han er med andre Ord en Forfatter, som kun er reusseret økonomisk. De ældre,
hans jævnaldrende regner ikke med ham; de unge vil intet have at gøre med ham.
Deraf hans Munterhed, naar Talen er om moderne Digtning 1 En literær Lakaj, der
saa inderlig gerne selv vilde være med ...
Digtet, som Hirsch gør sig vittig over, og som rimeligvis vil more enhver
rettænkende normal Læser, lyder saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
