Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MALERISAMLINGEN ORDRUPGAARD.
OJÆLDENT er der budt dansk Arkitekter en taknemmeligere Opgave end al bygge et Herresæde som Wilhelm Hansens.
Skovbrynet hælder ned mod Mosen, Landskabet bngtcr sig ud og ind til begge Sider, og i Bygningen skulde en stor og
pragtfuld Malcrisamling finde Plads. Desværre er Opgaven ikke lost som den fortjente. Paa Afstand virker Bygningen rigtig
placeret, men jo nænner* man kommer, desto mere mister den i Værdi. Murene er hæslig graa, det svære
Espalietrcmmc-vjerk giver en klodset, fængaclsaglig Virkning, for slet ikke at tale om Musxomsflnjen. Lydkassen paa Taget svommer som
Kahytten paa en Dampbarkassc. Indvendig ser Rummene ud til at vårr* inddelte efter Billederne, først et stort Værelse til
den ældre, franske Malerkunst, saa en aflang Sal til Impressionisterne, li I s idst cl mindre kontorlignende Rum for Céianne og
Gaoguin. Rummene er skaarrt alt for snævert til efter Billederne, de giver ikke Udlosning af nogen arkitektonisk Helhed.
I den store Sal forstyrrer Tapetet Ted sine gronne og violette Toner Virkningen af mange af Malerierne, og i Cizanne
og Gauguin’s Stue odelægger et mdt Mahognimoblement de rode Farver i Gauguin’s Tahltibilleder.
Billederne er samlede efter cn udmærket Plan, forsi Impressionisternes Forgængere, Courbet. Daubigny. Gorot. Danmier,
Dclacroii, saa Impressionisternes store Skare og tilsidst de to, der vandrede frem for sig, Gauguin og Mesteren selv, Céianne.
Nsar man ser Billederne af de franske Malere fra Aarhundredets Midte, forbavser det, hvor lidt Sammenhæng der er
mellem dem, intet binder dem sammen til cn Slægt, hver Kunstner opdyrker sit særlige Omraade. Courbet’s Billeder minder
i deres krystallinsk klare, haarde Struktur om .tdelstene. de er stærke i Linie, Farve, Form og Komposition, de er mere
opbyggede end Virkninger af Indtryk. Ofte virker de udpræget rythmiske som det mærkelige >ilrænding mod en Klippekyst«.
Delacroix’s Sans for det fantastiske, det desperate, og hans Sans for Rovdyrets lurende Spænstighed bliver udmærket illustreret
gennem Samlingens Billeder, blandt andet to skarpt tegnede Rovdyrbilleder, et Slagbillede, smukt i Farverne og i
Kompositionens langebolgcndc Bevægelser, og et Ugolinobillcdc. Der cr noget meget karakteristisk for Dclacroii i Ugolinobilledcts
energisk gennemforle Bevægelseskomposilion: lange. hvilende Figurer danner en skraa Firkant, der holdes sammen af den paa
Hug siddende l’golino. Men Billedets maleriske Værdi, Lokaltonemes Dukken op > Lyset fra det mørke Clair-obseur, virker
ikke frisk som en Fremgangsmaade. der cr benyttet for ofte tidligere. Særest af alle er Daumier, sørgmodig og medfølende i
satirisk Form. ensidig og kræsen i sine Virkemidler. Størst forekommer mig Billedet ti tredje Klasses Kupé«, det rammer
alle Daumicr’i Egenskaber: de farveline, klare l.vstoner, den enkelte Figurs stærke Plastik — i dette Billede som Akvarel
delvis udtrykt gennem de skarpt tegnede Linier — og Massekompositionens rythmiske Bredde. Hvor monumental cn
Komposition med de to store Figurer paa Siderne og den liggende Dreng i Midten. Og med alle de kunstneriske Værdier cn stejl
Gaaen-los paa Livet, saa radikal, al den giver del monumentale et journalistisk Præg. Nærmest Impressionisterne staar Corot
i Landskaberne fra hans ældre Aar, hans Sans for Motivet er mere (lydende, mere umiddelbar og rig end tidligere Kunstneres,
hans Fremstillingsmaade en Modelleren i Farven. Landskabet kan naa at blive en Helhed af luftige Toner, Skovens gronne,
Himlens hvide og blaa. kun fnslholdle som Rum af et Hegns sorte Silbouetter og en Bro og ct Hus’ hvide, tyngdelose Flade
(Broen i Mantcs).
Impressionisterne er een Stamme med samme Opfattelse, samme Teknik. Lokaltonerne trænger sig frem, Farren faar
Værdi for sin egen Skyld, og i Koni|>ositioncn drages Konsekvenserne gennem Forenkling og Bredde. Ved disse kunstneriske
Erhvervelser lomves Livsfølelsen, Tilværelsen gennemstrejfes paa Kryds og Tværs, intet er stygt i sig selv, alt har Værdi som
Udtryk for Farve og Lys. Farven behandles altid som en Bevægelse, snart pastost dekomponere! i brede, adskilte Streg, snart
lyndt og flydende som Akvarel. Den mærkeligste blandt Impressionisterne er maaske Manet. Der er ofte noget stift over hans
Figurkompositioner, ofte noget dæmpet ved hans Farver, brune, graa, sorte Toner. Og noget behersket ved Mancts Opfattelse
giver Indtryk af, at ban maaskc ikke interesserede sig for Tingen som Ting, han ejer ikke noget, der svarer til Gauguins
Folclsc for Sydhavsoemes Eventyr eller Sislcys for det skonne landskab. Manet synea kun at interessere sig for det
kunstneriske, hans Modeller cr til for de Virkninger, de frembringer i hans Billeder. Men i sin itore. torre, gennemfblte Lidenskab
for det kunstneriske, hæver Mnnel sig til at være et stort, klogt, sensibelt Menneske. Hans stillestaaende Figurer bliver til
maleriske Figurer, xtt Visioner, der rejser sig, ikke ved nogen materialistisk »Stasen paa Benene«, men i Kraft af deres
simple Omrids, deres farvebevægede Flader. Enkelte Billeder af Manet viser de stærkere Farveharmonier, hin ogsaa kom ind
paa. Særligt betydeligt er »Damperens Afrejse fra Boulogne« med den inæikeligc voldsomme Placering af de brede Flader i
Rummet. Det forringer ikke Mcslerværker, at de er udgaaede fra en for Slægten fælles Livsanskuelse, men det overflødiggør
til en vis Grad Beskrivelse af de enkelte Billeder. Hvor er alle Degas’ Billeder skonne i Farven, store i Kompositionen,
Tel-afvejede i Rumopfattelsen. Eller »Hosten« af Pissaro roed di lange, buede Bevægelser af Negene ind i Billedet og Bakkerne
i Baggrunden. Eller det fuldkomment afklarede, koloristisk mærkelige Havnebillede af Sisley roed brune og gule. .gronne og
blaagraa Farver.
Det vibrerende i Farven forsvinder hos Cczannc. Farven beholder ganske rist sin Værdi, men den slutter sig sammen
til Flade og Volumen, den bliver fastere og helere. Lyset trænges tilbage, der er Brug for den hujeste Samling og Sluttetbed.
Det er ikke saa meget Modtagelighed for Indtryk udefra, som den indre Følelse af cn vis Struktur, der bestemmer Billedet.
Céiannc udvikler sig fra Impressionismen henimod del kubistiske. »L’ng Mand« er et stomlaaet Eksempel paa Cézanne’s
kubistiske Opfattelse. Men der er gode Eksempler ogsaa fra andre Omraader af Cizanne’s kunstneriske Lirsanskuelse.
Vidunderlig smukt er det sene »Landskab i Sydfrankrig«: en stærk luftig Bevægelse i Korgrundens nedhængende Løvmasser
og nogle svajende Planter ligesom løsner hele Landskabet og motiverer den lette aktarelagtige Behandling. Der cr en Bredde
og Bevægelse i det Billede, saa man mere faar Indtryk al hele Landet end af en bestemt Egn.
Medens Céznnnc’a Kunst paa mange Omraader formede sig som cn Erobring for Slægten, virker Gauguin’s mere som
personlig, lyrisk Poesi. Hans Billeder cr forsi og fremmest Fladedekorationer, ligefrem arkitektonisk byggede op. Disse
arkilcktoniske Fladekompositioner kan give Anledning til pragtfulde, rythmiske Farvesymfonier, men dc kan ogsaa munde ud
i mindre værdifuld«, lineære Virkninger. Udsogl smukt i den energiske dekorative Gennemførelse, i Farven og
Fladedekora-tionen cr ct Billede som »Markarbejdere i Bretagne«. K. ttillcch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
