Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en eller flere Former. I den rent dekorative Rytme flyder
Linierne harmonisk frn den ene Side tit den anden or frn del
øverste til del nederste af en given Flade. I den storste Kunst
er Linierne bojet fremover og bojet tilbage saa vel som til
Sideo, saaledes at de i deres Sogen indefter føjer et Indtryk
af Dybde til det samme Indtryk af Højde og Bredde. Saaledes
er del enkle Billede af del dekorative opløst og en Verden i
del smaa skabt i dets Sted. Rytmen bliver da en uundgaaelig
Regulering af Linier, som nærmer sig eller fjerner sig,
saaledes at de vil komme lil at fremstille Forholdene og
Forskydningerne i det menneskelige Legeme, naar det bevæger tig.
For at forstaa og fuldt skatte el Maleri mna vi være
i Stand til al paapege de Egenskaber, det besidder, ved
en aandelig Fornuftproces, lien denne er ikke indbefattet
nogen mekanisk eller videnskabelig Betragtning. Var delle
nødvendigt, vilde Kunsten opløse sig selv i en bevislig Teori
og vilde kun yde en saadan aandelig Glæde, som vi foler
foran et ulasteligt Stykke indviklet Maskineri. Men naar vi
engang forslaar disse organiske Egenskaber, som gennem*
strømmer alle store Kunstværker, plastiske og grafiske, vil
den sanselige Rørelse følge saa hurtigt efter, at den virker
spontant. Denne Proces af bevidst Iagttagelse vil efterhaanden
blive automatisk og sættes i Bevægelse overfor ethvert
Kunstværk, x-i betragter. Naar vi engang er indstillet paa al optage
El Grecos og Rubens’ rytmiske Kompositioner i os, er vi
blevet modtagelige for Følelsen af Form i al Malerkunst.
Og denne subjektive Følelse er skarpere end den overfladiske
Bevægethed, som fremkaldes ar Motivets Nydeligbed. del
ror-tællende Emne eller de afbildede Quasi-Rcaliteler. Jo mere vi
nærmer os en sand Forstaaelse af Kunslens Principper, deslo
mere vil vi reagere overfor de dybere og større Egenskaber
i Billedet, de, der ikke kan ses fra deres dokumentariske
og tekniske Side. Ogsaa vor Deltagelse med flygtige Følelser,
fremkaldt ar Billedets udvortes Udseende vil blive mindre
og mindre betydningsfuld. Teknik, dramatisk Sans, Emne.
ja selv Tegningens Akkuratesse vil blive henvist til den
forholdsvis ligegyldige Hjælpestilling, all dette indlager i
Forholdet lil el Maleris cnUtiske Hensigt.
Den Mangel paa Forstaaelse — og som Følge deraf Spot
— der har mødt de moderne Maleres Anstrengelser, kan ikke
alene tilskrives cn Miiførstaaelse af deres tilsyneladende
ekstravagante og ekcentriske Manierixme. men ogsaa Uvidenhed om
al ator, baade gammel og moderne Kunsts bærende
Forud-satninger. Et Bevis herfor yder de bestandige Fremstillinger
af de mindst fuldkomne af ældre Maleres Fortrin fremfør
de største af de moderne. Denne Forkærlighed viser, hvis den
er andet end et Symptom paa aandelig Vane. der blot
bunder i Tradition, en Umodenhed i den kunstneriske
Damme-kralt, der sætter Nydeligheden over Skønheden,
Sentimentaliteten og dokumentariske Elementer i Billedet over Følelsens
Subjektivitet. En saadan Dømmekrafts fnbke Slutninger ses
bedsi ved en l’arallelisering or Malere, som er vidt førskelbge,
hvad deres Fortjenester anganr. men hos hvem disse
forskel-lige Egenskaber tindes. For Eksempel er Nydeligheden hos
Reynolds, Greuze og Murillo ligesaa fremtrædende som hos
Tilian, Giorgione og Renoir. De sidste er Ungt de storste
Kunstnere. Dog. havde vi ingen anden kritisk Maalestok end vor
Henrykkelse, vilde Forskellen mellem dem og de andre være
upaavisclig. Zuloaga, Wliistler. Botticelli og Bøcklin er lige
saa følelsesinspircrede som Tintorttto, Corot, Rafael og
Pous-sin; men ikke ved noget gyldigt Kriterium er de saa store
Malere. Fremdeles vilde, hvis dramatisk Effekt og enkel
For-lællemaade var af æstetisk Betydning. Regnault, Brangwyn og
Antonio Molineri kunde sidestilles med Vnlcrio Castello, Rubens
og Riber«.
I Manglen paa Evne lil al skelne mellem Konstens
tilsyneladende og organiske Hensigter, ligger den storste Hindring
før en Vurdering ar det, ri kalder moderne Knnst. Sandhederne
i den moderne Knnst adskiller sig ikke fra Sandhederne i den
gnmle Kunst. Et Landskab af Cézanne er i dels Hensigt ikke
ulig et landskab af El Greco. Den Tørste har blot mere
udviklede Fremgangsmaader end den anden. Heller ikke stræber
de mest ultramodeme Maleres Lærreder henimod en æstetisk
Manirestation, som inderst inde er uligt det. der er tilstræbt
i Michelangclos Slat<erne. Alvorlig moderne Kunst er, til Trods
før dens ofte frygtelige og bizarre Fremtræden, kun en Stræben
henimod Rehabilitationen af de naturlige og uforanderlige
Grundsætninger før den rytmiske Form hos de gamle Meslre.
og «n Stræben henimod at give dem relative og fyndige Udtryk.
Vi finder det samme besjælede Ideal bos Giotto og Matisse.
Rembrandt og Renoir. Botticelli og Gauguin. Watleau og
Pi-casso, Poussin og Friesz, Raføel og Severini. De nye Mænd
adskiller sig Ira deres Forgængere ved at de anvender nye
og mere vitale Principper før deres Arbejde. Moderne Kunst
er den logiske og naturlige Udvikling af den gamle Kunst.
Del er Kunsten fra i Gaar, men højere og intensere.
Resultatet af systematisk og omhyggeligt Forsøg paa at mestre
Udtrykket
Søgen efter Komposition — d. v. s. den fuldkomne,
ligevægtige Form I tre Dimensioner — har været det tilskyndende
Bud i al stor Kunst. Giotto. El Greco. Masaccio. Tinloretto
og Rubens, de største af alle de gamle Malere, stræbte
bestandigt efter at skabe Formen som en abstrakt, levende Styrke.
Med dem blev Kompositionen ar Rumlighederne til. Billedet
blev komponeret i Forhold til Linien. Ud af denne voksede
Indholdel som en Demonstration a posleriori. Den
menneskelige Figur og de kendte, naturlige Ting var kun
Hjælpetropper, aldrig det tilstræbte Resultat. I ah dette var de af
Væsen moderne, i Ordets rette Forstand. Den nye
Kunstopfattelse stræber mere henimod at skabe Folelsesvirkningcn.
end efter at skildre Virkeligheden. Tingene, bsade da
vil-kaarlige og de fotografiske, en Kunstner bruger i sine Billeder,
er kun Materialet, gennem hvilket den plastiske Form finder
Udtryk. De er Midler, ikke Maul. Hvis der i sande,
betydningsfulde Kunstværker findes et dramatisk, fortællende eller
illustrerende Element, kan dette liges at være Billedets tilfældige
og ikke vigtige Ledsager.
(Stuttrs).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
