Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITIK OG JOURNALISTIK
TURESSENS Omtal« af Efteraarsudstillingen i Aar har fort til
cn naturlig og rimelig Protest fra ansete Navne, som tager
sig af Kunstnerens Ret til selv at vælge sine Midler, en Ret,
som til Stadighed maa dokumenteres overfor det u fors laae n de
Publikum. At det netop var Journalistikcns Opgave, ved denne
Udstilling — hvor tilsyneladende saa mærkelige Midler er bleven
anvendt — atter at fastslaa denne Kunstnerens Ret. har ingen
af de Herrer Journalister opfattet.
Imod Protesten hnr Maleren Kai Grunth optraadt i Politikcn
med et rent ud taabeligt Indlæg, hvis eneste rigtige Sentens
aldeles ikke ved ro rer Protesten, men alligevel i hoj Grad fortjener
at understreges. Hr. Grunth vil ikke under nogen
Omstændigheder fratages Retten til >at pille disse »Malerier« fra hinanden
igen,« og intet vil være de sogende og arbejdende Kunstnere og
kunstintercsserede mere kærkomment, end om han med Pen og
Pensel viser os noget bedre.
Men derom drejede Protesten sig som sagt aldeles ikke, den
drejede sig om usagligt Angreb, og Indsenderen burde selv have
sluttet sig til Protesten. Stiller Hr. Grunth sig maaske tilfreds,
naar det ofTentlig fastslaas, at hans Billeder er sjuskel smurt
Smorrebrod og intet andet, og mener han, at det er udtommende
om de Herrer Charlottenborg-Udstillere, al de allerede i mange
Aar tilsyneladende har malet med Leverpostej, uden at faa et
friskere Syn paa Behandlingen og det stoflige? Og dog
indeholder disse Paastande et Moment af Kritik, som Hr. Gnintbs
Pakkasse- og Haandsvings-Ophidselse er blottet for.
Eller for at vende tilbage til Journalistiken, er
Socialdemokratens Kunstanmelder. Forfatteren Jens Pedersen beriget ved.
at hans Indsats i den realistiske Literatur bedommes saaledes:
»Hr. Pedersens Position beror udelnkkende derpaa, at han har
skildret el Samleje i Detaljer. Vi skal senere benytte denne
Skribents overflødige Udgivelser som Paaskod for en Række
Betragtninger over Literaturen i Almindelighed«. Og dog beror
den hele Forskel paa denne Kritik og Hr. Pedersens Opsats
i Socialdemokraten udelukkende derpaa, at hans Produktion vilde
sælges bedre efter en saadan Omtale, medens hans Omtale af
Efteraarsudstillingen rammer nkonomisk.
Nej, Andreas Winding har Ret. naar ban skriver folgende i
en overordentlig læseværdig Artikel, om hvorledes den talentløse
Journalist arbejder (Klingen, 1. Aargang, Hefte 6): »I Stedet
for at faa noget virkeligt al vide om. hvad unge Kunstnere
lænker og foler, serverer man os en tit det kvalmende gentaget
Selvforherligelse«, og delte rammer i Virkeligheden Hr. Pedersens
Arbejde, som hverken oplyser Publikum eller Kunstneren, men
udelukkende giver den naive Læser Indtrykket af Anmelderens
Ufejlbarlighed, og naar han slutter med den bitre Oplysning, at
Ungdommen »savner stor alvorlig Følelse, S/tri«, saa er all.
hvad man ved Læsningen har modtaget: det kummerlige Syn
af en Literat i kunstforstandig Positur.
Hr. Winding har kun Uret en Gang i sin foi tnrlfelige
Artikel i Klingen. Han skriver, at »den overlegne Journalist skal
have Mod til at erklære, enten at dette er godt, eller at dette
er noget Moj«, men her har ban ogsaa grundig Uret. Thi
Journalisten mangler og maa mangle enhver Forudsætning for
at fælde denne lakoniske Dom, som Kritikeren, jo klogere ban
er, sjældnere og sjældnere tor udtale.
Hvorledes I oser Andreas Winding nu den journalistiske
Opgave, at skrive om Efteraarsudstillingen Dagen eder Aabningcn?
For atter at citere Winding fra Klingen: »Den halve Spalte
Petit er kun stablet op for at vise Læserne hvilken ung, begavet,
vittig og overlegen Medarbejder. Bladet har« — og man maa
specielt her tilfoje, lige hjemkommen fra Kunstens Paris.
Hr. Winding begynder saaledes:
»Naar man ser Hr. Vilhelm Lundstroms Malerier paa Den
Frie, der aabnede sin Efteraarssalon i Gaar, sknlde man ikke
tro, vi bavdc Brændselsnod. Malerierne beslaar af flere Lag
Bræddestumper, som er sommet sammen og besmurt med
forskellige Farver. Særlig Farveglæde er der over ham Billede
Det syvende Bud: »Du skal ikke stjæle«. Det er mørkerødt paa
Resterne af cn sprængt Dørfyldning, og for rigtigt at friste
Tilskuerne til at overtræde Budet, er der midt i Billedet anbragt et
Mcssinghaandlag. Til Trods for denne tydelige Opfordring følte
dog ingen i Gaar sig fristet til at bortføre Maleriet, der staar
opført til en Katalogpris af 2000 Kr.« (sigter vistnok til
Lundstrøms »Det tredje Bud«),
Her moder man altsaa det kendte, lavkomiske Billede af en
Mand. som griber til alle Midler for at faa sagt den Vittighed
for Balkonen, som han inderst inde godt foler, er en stor Dumhed.
Efltr denne Entr* meddeler Anmelderen, at intet fornuftigt
Menneske benægter Ekspressionismens Betydning, men at en
mere tyndbenet Udstilling er aldrig set. — Ikke sandt, dobbelt
Front: »Jeg kender Ekspressionismen, de Herrer Malere har
komplet misforstaaet det hele«. Publikum vil sikkert give Hr.
Winding Ret. Men hvorledes dokumenterer han Udstillingens
Slet-hed over for den spørgende, den sogende. den, som vil forstaa,
s aa vel hvorfor Billedet er godt, som navnlig hvorfor det er slet?
Ved en Række Dekreter og Postulater om dens og
densTalent-løshed og dens og dens forhenværende Talent. Ved en
nedladende og betinget Klappen paa Skulderen af en enkelt
efterfulgt af en elegant Gestus imod Paris og et nsynligt Haandtryk
med Picasso og endelig ved en smagfuld Slutningseffekt med
Omtalen af et Billede, som slet ikke var daarligt, om det kostede
30 Kr.
Hr. Winding! Til hvem er Deres Artikel rettett Der er
Hundreder af Tilskuere, som ikke har Lejlighed til at studere
Kunst i Paris, og som vilde være adskilligt klogere, om de
forstod blot en Hundrededel af de Problemer, som, maaske med
mere eller mindre Held, er sat under Debat paa denne
Udstilling. Disse Hundreder bar De den .£re. Hr. Winding. at støtte
i den Opfattelse, at det hele er Humbug og ikke Umagen værd
al studere.
Der er Tusinder af Københavnere, som baadc er uforstandige
og taktløse nok til at gore Opholdet paa Udstillingen utaaleligt
for interesserede. Disse Tusinder bar De det Held at opildne
til endnu mere støjende Adfærd.
Og endelig gives der 124 Udstillere, som alle tørster efter
den saglige Kritik, som viser Vejen videre frem og stiller nye
Opgaver. For disse 124 Mennesker gør De Dem til Grin, Hr.
Winding.
Af Opsatsen, der hvor De si aar Hr. Stenenen paa Skulderen,
tvnes det at fremgaa, al De er paa Hat med Picasso aandelig
set og kan se Forskel paa ham og de andre.
Da er De maaske den rette Mandi Bort med Petilen. Skriv
med stort i et Fagblad den længe ventede saglige
Sønderlemmelse af dansk, moderne Kunst. Og læg ikke Fingrene imellem.
Den eksperimenterende Kunst bor og skal ikke bave blide Kaar,
men skal sladig rammes af den saglige Kritik og Misfornøjelse.
Men indtil da maa man afvente Reaktionen andetsteds fra.
Fra Malerne selv, saa vidt som det er sikkert, at man ikke
skaber en Reaktion uden i Hjertet at have foritaaet og elsket
den Bevægelse, man reagerer imod.
Og indtil da maa man sætte Hr. Winding paa Plads midt
i den bovne Flok af Analfabeter, som sammenstiller de
københavnske Blades Kunstspalte.
Og til dette sørgelige Gruppebillede tilføjer vi: Mine Herrer I
De vil altid have Publikum paa Deres Side, naar blot De ikke
er bange for at blamere Dem blandt dem. for hvem det saglige
er det afgørende.
Men del graverende er, at De, mine Herrer Journalister, ikke
alene er overflødige. De er tillige i hoj Grad skadelige.
Poul Htnningten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
