Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i den moderne Kunsis korte Periode er imidlertid lo
bestemte Perioder blevel afsluttede ved denne Opdyngning og
delle l’dbrud af experimcntel Virksomhed hos de enkelte.
Benoir dannede el Brændpunkt, hvori hans Forgængere blev
samlet ligesom divergerende Straaler. og han afsluttede den
experimenlerende og sogende Periode, som blev indledet af
Delacroi.x, Turner, (lonstable, Daumier og Courbel, som blev
fort videre af Manet, som udviklede sig til Impressionisme
mcd Monel, Pissaro. Sislov og Guillaumin. og som senere blev
fort ind i videnskabelige Kanaler af Neo-lmprcssioiiislerue:
Signac, Scural og Cross. Benoir forkastede disse lidligere
Mænds Yildfarelstr, men benyttede deres vitale Opdagelser,
sideordnede og afklarede dem og svejsede dem sammen til
klart bestemte, kunstneriske Præstationer. Den anden modeme
Periode begyndte med Gé/anne. I sine I herreder lagde han
den forsle Periodes Bestræbelser og Arbejde og anvendte de
nye Metoder til at udtrykke de rytmiske Love, der ligger i
Komposition, de Love, som de gamle Mestre havde fundet
Udtryk for. Han var. som han selv sagde, den »primitive« i
denne nye Periode. Henri Matisse, Cubisteme og Futuristerne
arbejdede derefter videre paa Cé/anne’« Værk og forte hans
Kraft nærmere og nærmere til den abstrakte Henhed. Og en
endnu nyere Kunslskolen. Synchromismen, har ved at anvende
Gezanne’s. Gubismens og Michelangelo’s Værk og ved al
udvide det med nye Opdagelser om Farvernes Dynamik nabnet
en ny Udsigt af Muligheder for at linde Udtryk for den
æstetiske Form. I denne sidste Skole naaede den anden Periode
sin Afslutning. Naar engang disse nye Metoder, som ligger i
moderne Kunst, bliver forslnaet og bliver de vngres fælles
Eje, faar vi en Kunst, som bliver lige saa fuldendt som de
gamles Mesterværker, og som tilmed bliver mere intens.
Skonl de ældre Maleres Metoder var mere begrænsede end
de modernes, var de virkelige Materialer, som ile havde til
deres Disposition, fuldt saa omfattende som vore i Nutiden
Men Kundskaben om dem var ufuldstændig. Som Folge deraf
fandt alle Kunstnere for Delacroix kun Udtryk i de
Egenskaber, som egner sig til Beproduktion i sort og hvidt. I
mange Tilfa-lde foroger Opofrelsen af Farver den indre Værdi
af saadanne Koproduktioner; thi Karakteristikken af de
forskellige Farver slaar ofte i Strid med Billedfladernes Hensigt.
Nutildags ved man, at visse Farver er uigennemsigtige, andre
gennemsigtige; nogle nærmer sig Øjet, andre fjærner sig.
Men de gamle kendte ikke disse Ting; og deres Lærreder
indeholdt mange Modsigelser: der var en stadig Strid mellem
Liniekomposilion og Farvevalorer. De malede faste legemer
violette og gennemsigtige Flader gule; — hvorved de ubevidst
lilintetgjordc deres egne Formaal; thi violet er gennemsigtigt
og gult haandgribeligt. I Koproduktioner i en Tone er
saadanne Inkonsequenser fjærnede og Billedets Betydning
derved afklaret. Del var Bubens, som anvendte den gamle
Kunsts præcise Egenskaber i deres hojeste Smidighed, og som
forte Skaherimpulsen til en saadan Sammensathed, al ingen
af de ældre har naaet ham. I ham ser vi den liniærc
Udvikling af Ly* og Skygge kulminere. Fra hans Tid til
Modernisternes Fremkomst degenererede Evnen til at komponere.
Opfattelsesevnen svækkedes, den æstetiske Dygtighed tog af.
Denne Periodes kaotiske Tilstand var ligesom det Morke, der
altid ruger over Verden, forend en eller anden afklarende
Kraft fejer del hele ud og indleder en ny og storre Periode.
— Perioden, som omfaller disse gamle Metoders Udvikling,
strækker sig fra forhistoriske Tider til Begyndelsen af det
nittende Aarhundrede. Paa Væggene i Hulerne i Allamira og
Dordogne er Tegningerne af Mammutter. Heste og Bisonokser,
i hvilke den virkelige Ijghrd med Naturen til Trods for
Manglen paa Detailler undertiden er sikrere og mesterligere
end i saadanne hojtkultivercde Mæuds Malerier som
Bolti-celli’s og Pisanello’s. Bevægelsen har i nogle af dem fundet
sit Udtryk, og Visionen tyder, paa samme Tid som den er
naiv. paa Mænd. som er sig Trangen til Kompaklhed og
Balance bevidst. Her beslaar Kunsten simpelt hen i Konturer,
undertiden lunge og fremtrædende, undertiden leile og
næsten utydelige; men denne Variation i Linien skyldtes
en dybere Aarsag end, al Værktøjet glippede eller ikke
kunde ridse. Del var Konsequensen af Trangen lil en
Bytme, som kun kunde opnå as ved at fremhæve enkelte
Dele. Tegningerne var i al Almindelighed enkelte
Figu-rer. og sjældent var der mere end to, der blev
opfattet som et udeleligt Moliv. De tidlige primitive brngle
senere symmetriske Grupper til samme Formaal: indre
Dekoration. San kom den simple Balance, Symmetriens Skiften
og Skjulen-sig. og med den en storre Tilnærmelse lil Naturens
imprtvu. Denne Stil blev anvendt gennem mange
Geneia-tioner. indtil der blev taget del store Skridt, som forte til
Benæs&ancen. Linieopfattelsen viale tig; den tillod Bytmen
og krævede Komposition. Gimabue og Giotto var de mest
fremtrædende Bepræsenlanler for delle Fremskridt. Efter den
Tid bier den Folclse, man fik af virkelig Form, betragtet af
Kunstnere som nodvendig for et Billede. Med denne
Anskuelse fulgte den aristokratiske Vision og Ophævelsen af
Malerkunsten som el blol inspirerel Haandværk.
Herefter gik Kunstens Udvikling hurtigt for sig. Ved
Betragtningen uf solidt og koncist malede Figuier begyndte
Kunstneren at udvide sin Fantasi i Bumlighed og at benytte
Liniens Bytme, saa al han kunde udirykke sig i Dybden
saa-vclsom paa Fladen. Saaledes erkendte han Kompositionen i
tre Dimensioner forud og derved aabnedc han Doren for en
Uendelighed af æstetiske Forgreninger. Ijge fra Begyndelsen
var Tone-balancen — d. v. s. den finlfolte Fordeling af sorte,
hvide og graa Farvetoner gaaet fremad sammen med
Udviklingen af Unien. saaledes at da Dybden i Maleriel blev
opdagel, blev Ordningen af disse Farvetoner del Middel,
hvorved alle de andre Egenskaber blev skabt.
Strengt tagel havde Malerkunsten lige lil for hundrede Aar
siden kun vær«! Tegning. Farven blev kun anvendt i
ornamentale eller dramatiske Formaal. Efter dea forsle naivt
Kopiering af Nalurens Farver paa en fuldstændig snæver Manér
gik Farvebehandlingen kun lidt fremad. Den nærmede sig
Harmoni, men dens dramatiske Muligheder blev kun taaget folt.
Følgelig holdt mon sig til den primitive Farvebehandling, hvor
den betragtes som en Forhøjelse af Malerkunstens dekorativ«
Side. Det var ikke. fordi de ældre Malere manglede de
nødvendige Farvestoffer. Deres Farver var i mange Tillælde mere
lysende og holdbare end vore. Men de var tilfredse med de
Virkninger, de opnaaede ved Udtryksmaaden: sort-og-bvidt.
De betragtede Farven som noget lækkert, noget underordnet,
som man skulde nyde ligesom en Gourmand oyder en Des-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
