Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjorde p| psykopatisk Indtryk, thi deW cr vi jo saa at sigt alle
sammen en Smule psykisk abnorme paa ot eller andet Punkl.
•lok er der da intet krænkende i Betegnelsen.
Professoren har i Anledning af den Polemik, som han*
psykopatiske Forskertser og arrogante Kunslhclraglnmger har bngt
ham op i. alvorligt (!) bestræbt sig for at linde en Glose. der i
det videnskabelige Sprog kunde benytte* paa Patienterne (3: Dyv
morphisterne)! Han har lænkt lidt paa »sindss-aklende«. men
er ikke helt tilfreds; Dagligtalen derimod rummer en Rigdom
paa adækvate Betegnelser: »kulret«, >en Skrue los«. Fluer i
Ho-<edel« o. s. v. — Alt delle er jo liaade morsomt og aandfuldt
og altsna sidst af all ment som nogen Fornærmelse — ligesaalidt
som Parallelen mellem moderne Kunst og Koprophili. »det
sørgelige og frastødende Symptom, at Patienten spiser sine egne
Kvkrrmenter«! Her er »let snarere I-ægen. den rare Mand. iler
taler! —
. . I den samme Anmeldelse tillod jeg mig at spørge. hvad
Professorens Mening var med al na-vne »l.e petit messager«
i Forbindelse med <let med saa slor Dygtighed organiserede
Reklameapparat, der skal have befordret Sindssygen. Ikke noget
Svar.
Derimod er Professoren ikke fri for al hovere over, at han
ikke har faaet noget Svar paa ml Sporgsmaal om Meningen med
Ih/smorphamen i Plastik og Grnfik. Her er Rhodos’ her skal I
springe! »Hvis min lille Bog overhovedet har haft nogen
Fortjeneste.« skriver han. »saa er det just den. at begrænse
Forhandlingen om den espressionist’iske Kunst lil Dysmorphismen.
til et enkelt og simpelt Sporgsmaal, der er ar saa central Natur,
at dets præcise Bess-arelse rimeligvis vil indeholde Neglen lil
Forstaaelsen af bele Retningen.« Det kunde synes
underligt. at overhovedet ingen har fnlt Trang til at udtale det
for-losende Ord, om ikke for andet saa for at hjælpe Professoren
ud af hans Vanskeligheder.
Men det har sihe Grunde: For at kunne besvare delte
Spi»rg-maal. maa man selvfølgelig forsi akceptere Hegreltet
Dysmor-phisme, el Ord, der er dannet af el græsk Adjektiv, iler hety-’
der luiatlr vanskabt og hæslig. Mm man kan dog goilt erkende,
at eo Form er s-anskabt. uden at kunne erkende, al den er
hæslig.
I en Kritik — ligeleges i »Fyns Venstreblad«, den 26. Marts
il. A. — har jeg sogt at paavise, jI naar Professor Salomonsen
mærkeligt nok> anerkender Berettigelsen af den bekendte
liodin’ ske Formel deformation tin nr ni en tue <f nn rr forrenten!
ilt iexprrstion og i denne Sammenhæng bemærker, at alt
afhænger af den kunstneriske Sans og Takt. med hs-ilkeu
Forinden anvendes, har han her gjort en Indrømmelse, iler
riser hele Grundlagel bort under hans Betragtninger.
Diskussionen er hermed nyttet over paa et andet Felt, nemlig paa del
æstetiske, hvor den horer hjemme, den psykopatiske
Bestemmelse af del kunstneriske er overflødiggjort. Om el Kunslsærk
er frembragt af en syg eller af en sund, vil del aldrig s-ære mu-
ligt al afgøre ud fra almindelige Synspunkter, men del er ogsaa
inderlig ligegyldigt. Del afgørende er, om den Brug, der er gjorl
af de kunstneriske Midler har fort til deres Maal. om Værket
er lykkedes
Hertil har Professor Salomonsen intet haft at bemærke, skønt
den samme Kritik senere med megen Styrke blev gjort
gældende i »de fem Svar«. —
. . . Naar man har fulgt den af Professor Salomonsen og
hans Faktotum, den svenske Professor Kror Gadelin*
foraarsa-gede Diskussion, synes der kun at være en Forklaring inulig
paa deres Holdning, nemlig den af Professor Salomonsen selv
antydede, hvor han.skriver: del drejer sig om gamle, ensidigt
trænede Hjerners Mangel paa Evne lil al forslaa eller vænisætte
del nye.
Betegnende for de æstetiske Kvalifikationer i disse
medicinske Kredse, den Tankeløshed. hvormed der spilles med
Problemerne. er navnlig et Brev fra Professor Gadrlitis til Professor
Salomonsen. (Hospitalstidende. Nr. !."•—1919), hsor det bl. a.
hedder:
• Jag har frAgat mig alls-arligt (!) och nicd interesse . . .,
hvarfor man med sailanl fnrakt vander ryggen al naturen, och
jag undrar om ej n&gon skuld kan sokas i den omslåndighelen,
at ininniskorna mftst tippgifva sin tnflan mrd den modema
leknikens hjalpmedd. fotografien och trefargtrvcket. Fotografien
;ir ju hors roncours och formår mod h’illhet och i et Ggonblick
istadkomma langt hållre saker in hs-ad penna och ritstif! mrd
s\-ell och modn IvckaLs framska|>a. Annu nters lår fargen.
Men-ach del er hlotl en lidsfmga nar tekniken ochsj erufrar fargen.
Konsten har af kulturen fonlrifvits frin sine ursprungliga
heles-marker och soker nu med Piravso »standigl nya vagar ind i
del fiirlofvnde landet, som han selt fran Nebos topp.« Ja, sA
har jag Irotl mig kunna fOrklara en del af den mollerne
konslens uppror mol naturen«.
Kr det tykkedes Hr. Gadrlius at finde nogle Taabeligheder
Trem hos visse espressionisliske Ordgydere. saa har han da til
Gengæld i Ijnier som disse slaaet enhver Rekord.
Mm ogsaa Professor Salomonsen har dokumenteret sig
tilstrækkeligt: — der er etter hans Piece ingen Tvivl om, hs-ad
han forslaar ved Kunst. Senere hnr han ganske sisi været paa
Grønningen og fnndel Glæde ved en Del af de udstillede
Arbejder. bl. a. en »naturtro Fisk« af Lofthus — inen alligevel. Det
lønner sig ikke at fortsætte mrd Diskussionen, hsis jeg har
Ret i min l’aastand om, al det rr paa et æstetisk Grundlag den
maa fores. —
Der er i Øjeblikket næppe nogen af s-ore kritiske .Ksteter.
der har Betingelse for bedre at blive hort end Docent Vilhelm
U’anteher. Han odda-gger ganske visl bestandig Indtrykket al
sig selv. men man glemmer del igen; han kan være uoplagt og
skrive utilladelig slojt, men i næste Omgang fyndigt og
inspireret — smittende som ingen anden.
Del er derfor ærgerlig! al maatte faslslaa, at Wanschers
Kendelse i Siriden øm den moderne Kunst kun cr egnet til al
opmuntre Publikummerne. Han hæs-der saaledes i en Kronik
i Politiken for 3. April d. A.: »Kunstneren som skabende Aand«,
al »Aanden vantrives«, og »Forklaringen er vel den. at man
stadig har villet reformere Kunsten ad teknisk og naturalistisk
Vej i Slcdel for al give den en kunstnerisk naturlig Anvendelse
og forædle dens menneskelige Værdier«.
Al .Vanden virkelig skulde vantrives under det rige Spil af
Muligheder, der nelop nu udfolder sig i Kumten, er lidet
troligt; men selv om det skulde sære Tilfældet, er Forklaringen i
hs-ert Fald forkert. Hvis s-i ikke fastholder det tekniske i
strengeste Forsland som Værdikriterium, saaledes al vi opfatter en
Forædling af det tekniske som en Forædling af Kunstens
menneskelige Værdi, vil vi meget snart ende i den rene
Slotl-Mnllerianisme — For ydeiligcre al understrege, hvordan hin
sil have sin Paasland om. al Aanden vantrives, forslaael — og
i Op|»osilion til del exprrssionististiskc Fellraab: »Bort fra
Na-luren!« — hævder Docent Wanscher. at »Naturen er skønnere
end al Kunst«(l), og al Knud Ktjhns Billede fra Grunoingen af
»lo Svaners Elskov i Far! gennem Vandet« skønt ikke helt
godt alligevel er »mere kunstnerisk rad del meste andet, fordi
del er et »tott Syn. han har malet *
Jeg begriber ikke, hvordan Docent Wanscher efter dette
har kunnet tillade sig al komme med el Hip til Dr. Ola/
Thom-len for hans »Ivpiske l-ægmandssentimenlalitet«. Eller skulde
Fagmandssenlimentaliteten maaske vær* mere værd?
Pool Cttenreitter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
