Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KUNST OG VIDENSKAB
Sig P«luiwn. donna Biarra,
I* det reir mig It ril« u.
arabealc?n ir en ranka
tom tn tiel pedant <■; kan f<>rtU.
i’Guataf Vrtdinj).
T’kET er altid saare tiltalende, niar en Skribent vil Uge sig
paa al gire en klar og \knrp Definition og dermed
Afgrænsning af de Begreber, vi arbejder og lever med. Vi venter at se
all overflødigt skaaret bort og ulve Sagen ligge saa aabenbar,
at der ikke mere kan varre nogen Tvivl. Man maa formode, at
det bar været Hr. Pool Htnningten’s Mening med » Betragtninger
om Kunit« (Klingen Nr. T) al give os den attmaede Klarhed,
men jeg maa i al Beskedenhed betvivle, at han har naaet del,
thi det positive, vi faar at vide er, at Kunstens Maal ei
»Sandheden 3: den logiske og konsekvente Udvikling mod det
uendelige.« og at vi i Kunsten maa »bort fra del menneskelige og
subjektive.« »Kun i det umenneskelige^) og Trangen til
Abslrak-tion kan der spores et Fremskridt.« 1 god Overensstemmelse
hermed gom da ogsaa Kunst og Videnskab (og Natur<!)) til
væsens-ensartede Fænomener. Kunstnerens subjektive
Skaberevne er ikke blot overflodig, men ligefrem skadelig, og uden al
det synes som om Hr. Htnningten selv ser det podsige i Ordene
bedder det: »Kunstteorelikeren er Slagets Feltherre og de
udøvende Kunstnere Soldaterne.«
Saavidt jeg kan se. bunder imidlertid Hr. Htnningan’s hele
Betragtning i en fundamenlal Misfonlaaelse. nemlig Troen paa
Ensartetheden af Kunstens og Videnskabens »Udvikling«. I.ad
mig belyse delle ved at citere Hr. Htnningten: »i Kunsten bryder
man ikke en Lov, for man har kendt dens inderste og dybeste
Betydning, det vil sige man berigtiger den, som man i
Videnskaben efter det fuldførte Studium af Lovene beriger Verden
med Berigtigelser og med nye Love.«
Ja. naar dette er rigtigt for Videnskabens Vedkommende,
saa beror det jo paa, at dens O rn rande er et rent inttllektutll
Erfaringsomraade, hvor de indvundne Resullaler kan givea i Arv
fra Slægt til Slægt. Videnskabens Udvikling viser derfor i det
store og hele ten ubrudt opadstigende Linie. Man forlader font
den givne Grund, naar en ny og rigtigere kan skaffes til Veje.
Det samme gælder for de Omraader. der umiddelbart slutter
sig til Videnskaben som dens praktiske Konsekvenser som f. Ex.
den mekaniske Teknik. Helt anderledes er det med Kunsten.
Her er ingen ubrudt Linie. Kunsten har i Perioder, der ligger
Aarhundreder. ja Aarlusinder fni vor Tid naaet en »Udvikling«
snart et Sted paa Jorden, snart et andet Sted, hvor en lignende
Blomstring miaske aldrig siden eller forsi længe efter atter er
naaet. Dette er imidlertid et Træk, der genllndes overalt, hvor
ri har fjernet os fra del intellektuelle lil det følelsesbetonede
Otnraade. Her mangler i Virkeligheden Udvikling gennem
Tiderne. og det si ser er Svingninger i Foleisens Styrke og
Retning. Krigen og dens Falger har tilstrækkeligt godtgjort, hvor
dyb en Misforstaaelse det er at tro, at Mennesket, selv
Europæeren i det 20. Aarhundrede moralsk er mere udviklet, mere
medfølende, mere barmhjertig end for 1—21)00 Aar siden, og
paa den anden Side vil man lil alle Tider kunne IrzfTe Menne.
•ker, hvis Sinds Renbed og Uegennylle næppe kan overgaas.
Kunsten, der forst og fremmest er Udtryk for Menneskets
følelsesbetonede Sjæleliv, d. v. s. for dettes Styrke, uanset om det
iavrigt er »godt« eller »ondt«, viser ganske ligDende Svingninger.
En Epokes Kunst forlades ikke, fordi en ny Epoke har en
rigtigere teoretisk Opfattelse af Kunstens Væsen, men fordi dens
Udtryk ikke mere fales samstemmende med Styrken og
Helnin-gen af den Fnlelse, der behersker Tiden. Der er derfor heller
intet til Hindring for. at el engang forladt Ideal vil dukke Irem
adskillige Gange i Kunstens Historie. Klassicismen f. Ex. har jo
mere end een Gang været det efterstræbte Maal. Sammenlign
hermed Videnskaben! Tror nogen, at Videnskaben nogensinde
vil være i Stand lil paany al antage, al Jorden er flad, eller at
el Element som Guld lader sig fremstille af andre Elementer?
Skulde dette ikke hænge sammen med, al del bærende i
Videnskab er Erkendelten. der ikke kan gaa tilbage, det bærende
i Kunsten Føletten. der er foranderlig som Dagen fra Morgen
til Aften.
Vil man nu nærmere gere sig klart, hvad der i Kunst
for-staas ved Foleisen. da er det en SelvMge, at denne paa ingen
Maade direkte er afhængig af Objektets Art. Der gives ikke en
særlig Gruppe af Objekter, der behandles med Følelse, og en
anden Gruppe, hvor Fnlelsen kan undværes. Thi det der er
Tale om, det er Kunstnerens Betagethed af Opgaven. Denne
fortættede Folelse eller Given sig hen i Arbejdet synes at varre en
uomgængelig nødvendig Betingelse for, at Kunst overhovedel kan
opstaa. Emnet kan saa iovrigt være i enhver Henseende
»dagligdags«. Det er hverken store Gebærder eller nye »dristige«
Paafund der bærer, men Overbevisningens Inderlighed. Her
op-staar just Paradoxet. der er Kendetegnet for al Kunst: paa den
ene Side Subjektiviteten potenseret lil sin yden te Grænse i
Personlighedens Udfoldelse, paa den anden Side den tolale
Selvforglemmelse. Hr. Htnningten behover derfor ikke al frygte for, at
en Spejden efter »det skønne« skal odelægge Resultatel. thi des
der er betagel af el Arbejde, skeler ikke til Siden efter
Virkningen, men arbejder saaledes som ban maa.
Kunslglæde er langt mere Meddelagtighed i en andens
Sjælstilstand end kold Erkendelse af, at en eller anden Teori er
bleven realiseret efter et Skema. Man kan jo vrængende kalde en
saadan »Med Folelse« for Sentimentalitet, eller man kan mene,
at den »sagkyndige« har en langt mere »videnskabelig«
Maale-slok for Værdien af Kunst — jeg tror delle er Illusion; naar
man er et Menneske, saa nytter del ikke al ville se el
Fremskridt i Abstraktion bort fra det menneskelige.
Naar jeg i sin Tid gik imod Prof. Saiomonttn. der i moderne
Kunsts Egenartelhed kun saa et beklagelsesværdig! Udslag af
Sindslidelse, saa skyldtes det en Folelse af, at der i det bedste
af moderne Kunst just er lagt saa megen penonlig Hengivelse,
al man derigennem naar til den Berigelse, som er — ikke
»Meningen« med men den dybe Virkning af al ægle Kunst.
Kunst-teoretikere kan saa bagefter give sig til at analysere, ved hvilke
Midler Kunstneren har udtrvkt det, der laa bam paa Hjærte.
Jeg undervurderer paa ingen Maade delte Arbejde, der er af
videnskabelig Natur, men kan i Modsætning til Hr. Htnningten
kun belragte det som sekundært i Forhold til Kunstnerens. Naar
en Kunstopfattelse efterhaanden er bleven slidt saa tynd, at der
kun er Teori og Skeina tilbage, er dens eneste Mission at skabe
Lede og derved reaktivt al vække nyt Liv.
Jeg har aldrig været i Tvivl om, at der blandt den
»moderne Kunst«* Frembringelser findes en Mængde Slagger, og jeg
tror. at dette for en stor Del skyldes, at disse Arbejder om jeg
saa maa sige er blevet til udefra i Stedet for indefra, gennem
Teoreliscrcn i Stedet for gennem Oplevelse.
I et af Frniing’t Breve (Brev 32, fra 1889) klager han
saaledes: »efter min Mening er Poesi varme eller dybe Folelscr
udtrykt paa el Sprog, som fonnaar ut kable tilsvarende Falelser
til Live hos Læserne. Men Analysen odelægger Varmen, og
derfor lindes snart ingen Digtere nu om Dage, men blot Psykologer
og Iagttagere. Digtningen har mistet Forbindelsen med Musikea
og i Stedet nærmet sig til Videnskaben.«
Tror nogen virkelig, al der er cn Væsensforskel mellem
Kunsten i Ord og i Billeder? Eller Iror man. al Frøding Ikke
forstod sig paa Poesi? Olaf Thomsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
