Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERATURBETRAGTNING
JOHANNES V. JENSENS Forfatterskab er udsprunget af
en Identifikationsheslræbelsc, et Forstø paa al linde og
fastslaa sin egen indre og ydre Overensstemmelse. Han
har sogt sig selv i Bonden og Slægten, lian har gjort sig
til ét med sin Tid og o|>dagct det modernes Poesi, han
har sogt rundt om Jorden Tor at forstaa sit eget og i sin
Race og dens Historie har han eftersporet den Udvikling,
hvoraf han er fremgaael. og hvori han er I .ed.
Som et Udslag af delte stort anlagte Orienteringsarbejde,
der i Art og Omfang leder Tanken lien paa Goethe,
foreligger nu de fire forste Bind af Pentalogirn >/>n langf
Rejset. der omfatter »Bræen«. »Nornegæst«, »Skibet«, »Det
tabte I.and« og et afsluttende Bind »Christoffer Columbus«,
som forberedes til Udgivelse i 11)20. Hensigten med hele
Romanrækken er. som Johannes V. Jensen selv
formulerer det. i sammentrængt mytisk Forni. at give en
Oversigt over Teknikens og Menneskeaandens Historie fra den
ældste forhistoriske Tid og op lil Amerikas Opdagelse,
hvormed den nyere Tid begynder. »/ten lanye Hejst-
forfølger, hvad Menneskeheden har hnan.-l med sig af Snille
og Udvidetrang til fælles Næring paa sin Vej fra Dyret og
op til det nu pan (inden gaaende, ustraffede og ganske
almindelige Menneske«.
Som Kulden var ilel elementære Hovedmotiv i >Bræen«,
saadan er Ilden det i »Det tabte I .and«. Bogen foregnar i
de tertiære Skove for Istiden og Skildringen koncentrerer
sig om det ildsprudende Bjerg Gunung Api (del malajiske
Ord for Vulkan), hvorfra Fgr henter Ilden paa Enden af
en Gren. Fyr faar Ilden giort tam og fidgagtig. og som
Proinetbeus lonnes han ilde lor sin Bedrift, ilog er det
ikke Gudernes Straf, men hans eget Folks opsamlede Nid,
der indhenter ham: under el Udbrud af Gunung Api kastes
ban som OITcr i Ilden. Senere dyrkes han som Solgud.
Udbruddet bliver Gunung Apis sidsle. og en Dag ser
Skovfolket. at der ligger en hvid, mærkeligt og haardt
skinnende Hætte paa Gunung Apis Hoved, det forste Forbud
paa Bræen.
I Modsætning til de tidligere udgivne Bind. hvor
Mennesket optræder parvis som Adam og Eva — Dreng og Moa,
Hvidbjorn og Vaar, Gæst og Ml. Germund og Gevn
beherskes Myten om Fyr af en mandfolkeagtig Humor.
Kvinden er endnu ikke blevet Menneske — som det hedder, da
Fyrs hellige Hule styrter sammen under Jordskælvet:
»Ingen kom til Skade derved, et Tylvt Kvinder begravedes i
et Galleri«.
Ellers slutter »Det tabte l^ind« sig i Indhold og Tone
ligevægtigt og smukt lil de kendte Bind, uden at byde paa
særlige Overraskelser — engang imellem synes man, man
hnr læst det for. i »Bræen«, i »Nomegæst«, men del er
jo ogsan den samme Verden man færdes i. Der ligger en
Fare i den Virtuositet, Johannes V. Jensen har nnnct i
en Bog som »Det tabte Land«. Men noget uretfærdigt
kommer der let ind i ens Bedummelse. nnar man allerede
kender de tidligere Bind, hvis Plads i Rækken er efter
• Det tabte l.and« Læst soni Optakt til hele Serien, vil
Bogen sikkert virke efter sin Hensigt. Indenfor den
Begrænsning. Opgaven medfører, giver den et rundt Billede
af Johannes V. Jensens beundringsværdige Evner. Vi har
ingen som ham.
Johannes V. Jensen synes efter sine forste
Ungdomsboger og de to amerikanske Romaner, af hvilke han
senere bar omarliejdet den ene lil Drama, definitivt at have
opgivet den egentlige Bomanform som utidsmæssig og ikke
liggende for hans Stemme — ogsaa Planen om at skabe
den typiske danske Boman udfra den Hovedtanke, at den
typiske Dansker ikke er Manden men Kvinden, endle med
at oplese sig i en Række Kroniker. Romanformen har
Johannes V. Jensen Tor sit Vedkommende erstattet med
Myten, hvis Væsen er at lade alle Tankeforbindelser straale
sammen i en Kærne og igen brede sig mod Horisonten, et
Princip hvorefter Fjernlie«! og Kortætning holder sig i en
evig og svævende Balance som Universet selv.
I O/lo Hang* „Paraditfttglen" har vi et energisk Forsug
paa at skabe en tidstypisk Roman efter den gængse
Teknik. Handlingen er samlet om el enkelt Hus i el bestemt
Kvarter, Fuglehandler Fagerlins Hus nede bag Dom og
Arresthuset. Her stoder en Række Baggade- og
Gullasch-ligurcr sammen, lidt folkekomedieagtigt. Forhus og Baghus,
her vokser Flora Fagerlin op i Fuglebodcn til hun flyver
ud til fremmede Verdensdele som vordende Dansediva.
Bedst er Milioskildringen lykkedes Rung, navnlig
Fugle-boden er et ypperligt Eksempel paa Rungs med Zahrlmann
beslægtede koloristiske Evner. Svagere er Rung som
Men-neskeskildrer. han kan tegne et klart og sikkert Portræt
som Billedet af Jonelescu, men skal han til at sætte sine
Personer i Bevægelse, gnar det i Stykker for ham. Der
kommer noget springende over deres Udvikling, de gror
ikke organisk, vi ser dem ikke indefra, lever ikke med
dem. Særlig uheldig er Morderen Ishaj faldet ud, han
virker som en ren Konstruktion, man behover blot at
tænke paa en beslægtet Figur som Kirilof hos Dostojevski
for at se Forskellen mellem Rungs Figur og en virkelig
sammenhængende og levende Personskildring. Ogsna
Handlingen i Rungs Bog hænger ikke sammen i Limningen,
Motivet med Flora og Motivet med Islmjs Mord paa
Jone-lcscu er ikke arbejdet sammen. Fagerlin er ikke kompo
neret ind i Handlingen ug en bredt behandlet Figur som
den gamle Kopist SVestermann vedkommer den slet ikke.
Kapitlet om lians Begravelse med de forbyttede Kister er
et selvstændigt novellistisk Paafund, der falder helt
udenfor Rammen.
Bogens Betydning ligger i de ofte kloge og skarpe
Iagttagelser nogle filosoferende Samtaler forekommer
derimod temmelig haartrukne — og i Rungs Sans for lokal
Kolorit. Dens Svaghed er Manglen paa indre formel
Struktur. Styrke i Opbygningen, og paa indre Varme
rimeligvis hænger de to Ting sammen. Manglen paa teknisk
Sammenhæng i Plan og Personer udspringer fra rn
Mangel paa umiddelbar kunstnerisk Indfolingsevne.
Hjorto moder med cn Samling Bondenoveller,
tinden-sogns og L’densognst, der stammer lige ned fra Johannes
V. Jensens »Himmerlandshislurier«. Vi genkender disse
Bnnder, Soren Skreltes Forretningsdygtighed og Soren
Petersens poetiske Tilbojcligheder, hans Fremdrift og
Ligevægt i Ulykken. Om nogen Art Efterligning er der ikke
Tale. Hjortos Kendskab er forste Haands. og hele hans
Mande al skildre paa er en anden, mens Johannes V.
Jensen direkte gaar los paa Kærnen i Motivet, nærmer
Iljorln sig det gennem en mere detailleret, mere
naturalistisk Beskrivelse, idet han i Modsætning til Johannes V.
Jensen siotter sig stærkt til Repliken. Teknisk stammer
»Himmerlandshistorier« direkte ned fra Maupassants
Noveller, som de ogsaa minder om i de ofte voldsomme og
uhyggelige Motiver. Hjortos Noveller er ikke Noveller i
den gamle, (ioetheske.Forstand: Fortællingen om en
iso-lerel ejendommelig Begivenhed. De fortælter sig ikke om
en enkelt spændende Episode, men Formen opslaar, idet
Hjorlo forfolger et Motiv, saa langt lians Viden om det
naar. Metoden kan undertiden gorc Hjortos Romaner noget
springende, men gis-er lians Fortællinger en mærkeligt
overbevisende og naturlig Afrunding. Hvor fremragende han
er som Psykolog viste især hans værdifulde Romnnlrilogi:
»Stuv og Stjerner«, »Hans Raaskov« og »To Verdener«.
Men bag Psykologen slaar Mennesket, og skont han aldrig
direkte giver sin Medfolelse Udtryk, mærker man den
overalt som en ordlos og ubestikkelig Medmenneskelighed.
der er uden al Slaphed og fuldkommen blottet for
Sentimentalitet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
