Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IN MEMORIAM
RENOIR er den eneste Maler, for hvem Wagner gik ind
paa at vidde Model. De to Mænd snakkede sammen
og opdagede snart, nt dc helt igennem var af modsatte
Anskuelser. De skiltes koligt.
— Skrækkelig Musiker, sagde Renoir.
- Rædsom Maler, erklærede Wagner.
Det er i en Cigarbulik. fortalte Renoir engang, at jeg
fik fat paa det afgørende i Kunsten. fcn Dag jeg gik ind
for nt købe Cigarer, mens jeg sindig spekulerede paa de
forbandede Billeder, rakte Kommisen mig to Kasser og
spurgte:
— Golorado? ClaroV ,
Coloradol Claro’ tænkte jeg. Der har vi Kunstens
Hemmelighed!
»Jeg har ingen Teorier«, erklærede Renoir, »jeg maler
af Glæde over Farverne . . . Jeg arrangerer mit Motiv
som jeg vil have det. og sætler mig saa til al male del
som et Barn Vil jeg have, at en rod Karve skal ringe
som en Klokke, saa bliver jeg ved med nt sætte Rodt paa
eller en anden Farve, indtil jeg synes det er godt« Renoir
gjorde Nar af »Kunsten i Figurfrakke«, af Paverne og
Profeterne. Han delte ikke sine Ungdomsvenners Uvilje mod
Ingres, men glædede sig over Kihitits sode lille Mave og
Madame llu<i<rrts Hals og Anne »Hvis Kvinderne ikke
havde Bryster og Bagdele,« sagde han. »var jeg aldrig
hlevet Maler«.
Renoir. som Gigten havile gjort til Invalid, benyttede i
sine sidste Aar som Atelier en Glaskasse, hvori stod hans
Cliaiselonguc og hans Staffeli, hrgge til at skrue op og ned.
Den Besøgende kunde saa se en smuk nogen l*ige staa
Model i Haven og inde ting (ilasset sad den gamle Mester.
Ved Solnedgang, naar Vejret var tort og varmt, lod
Renoir sig kore en Tur under Oliventræerne, hvor Kvinderne
var i Fart I med at hoste og modlog Bærestolen med
hjertelige: »Goddag, Hr. Renoir «
Tidligere, f. Eks. i lSIO.’i, brugte Renoir et lille Jern-
apparat til at holde Penslen fast til Haanden. I sine sidste
Aar holdt han Penslen slukket ind under den af Gigt
krogede Pegellnger og Langfinger. Haarene stak ud mellem
Pegefinger og Tommelfinger. Skaftet mellem Langfinger
og Ringfinger.
Under Krigen boede en af Renoirs Sønner, der var
blevet saaret, hjemme hos Faderen. Da Sonnen rejste, sad
Renoir efter den oprivende Afsked, længe overvældet og
gentog hen for sig: »Min Dreng . . . min Dreng . «
Pludselig loftede han Hovedel. »Bær mig over i Atelieret«,
sagde han heftigt, lians Model var ikke kommet endnu.
Kokkepigen viste ham nogle Fisk. der netop var blevet
bragt. Han lagde dem paa en Serviet, og med Øjnene
blændede af Taarer og hele sin gigtpligede Krop rystende
af Hulken, begyndte han al male.
Renoir malede indtil faa Dage for sin Dod. der skyldtes
en LungrafTektion i Forbindelse med en Hjertesvaghed.
Hans sidste, ufuldførte. Billede var en lille Opstilling —
to Æbler. To Timer for hans Dod, ved Midnat, var hans
I.ægc. Dr Duthil. til Stede og fortalte om to Bekkasiner,
han havde skudt Under Dødskampens Vildelse kom Re
uoir stadig tilbage lil disse Bekkasiner, som han troede at
male. »Ræk mig min Palet . De to Bekkasiner . . .
Vend dens Hoved til venstre . . Giv mig Paletten igen
. . . Jeg kan ikke male det Næb . . Ræk mig Farverne,
lidt hurtigt . . . Drej Bekkasinerne . . .« Han døde Kl. 2
Morgen, Tirsdag d. .1. December
Ved Efterretningen om lteuoirs Død skrev Claude Monet
til Bulletin de la Vie urlistii|ue
»De forslaar, hvilken Sorg del er mig. at Renoir er gaaet
bort: en Del af mil Liv forsvinder med ham.
I de Ire Dage siden lians Død har jeg ikke bestilt andet
end at genopleve vor Ungdoms Kampe og Haab . . . Det
er haardt at være alene tilbage, selv om det ikke vil vare
længe — hver Dag mærker jeg, hvor jeg ældes, skønt man
paastaar det modsatte . «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
