Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er uafviseligt nødvendigt, al de foreløbig udsætter deres
Arbejde, at dc betragter alt hidtil skel som usket, or
frem-for alt opkaster dette Spørgsmnal: »Kr noget saadanl. som
Metafysik, overhovedet muligt?«
Er den Videnskab, hvoraf kommer det da, at den ikke
som andre Videnskaber kan vindr varigt og alment Bifald?
Kr den det ikke, hvordan gaar det saa til, al den dog
bestandig bryster sig under Skin af ot være Videnskab og
holder den menneskelige Forstand hen mcd aldrig sluk le.
aldrig opfyldle Forhaabninger? Hvad enten man da vil
demonstrere sin Viden eller Ikke-viden. saa maa der dog
endelig rn Gang afgøres noget bestemt om denne indbildte
Videnskabs Natur; ti det kan ikke blive ved med den paa
samme Maade som hidtil. Det synes næsten latterligt, at
man, medens alle andre Videnskaber ustandseligt gaar
fremad, alene i denne, som dog gør Fordring paa al være
den Visdom, hvis Orakel ethvert Menneske maa raadspørge.
bestandigt skal dreje sig rundt paa samme Sted, uden
nogen Sinde at naa et Skridt videre. Antallet af Tilhængere
er da ogsaa blevet stærkt formindsket, og det ser ikke ud
til at de. der foler sig stærke nok til at glimre i andre
Videnskaber. vil risikere deres llcnimmelsc i denne, i hvilken
enhver, som ellers er uvidende paa alle andre Punkter,
lil-tror sig at kunne fælde afgørende Dom, fordi der i dette
Land virkelig ikke findes nogen Maalestok eller Mmitfod.
hvorved Grundighed kunne skælnes fra overfladisk Sladder.
Men det er nu slel ikke nogel saa uhørt. at en eller
anden — efter at have arbejdet saa længe med en Videnskab,
at han undres over, hvor vidt han allerede er naaet —
endelig falder paa at sporge: om og hvorledes en saadan
Videnskab overhovedet er mulig. Ti den menneskelige
Fornuft er saa byggelysten, al den mangen (iang allerede
havde rejst Taamel. men bagefter maalte tage det bort
i-gen, for at se, hvorledes del egentlig stod til med
Fundamentet. Det er aldrig for sent at blive fornuftig og vis;
men naar Indsigten kommer sent. er det altid des sværere
at sællc den i Gang.
Sporgsmaalet om en Videnskabs Mulighed forudsætter
Tvivl om dens Virkelighed. Men slig Tvivl fornærmer
hver den. hvis hele Ejendom maaske bestaar i delte
formentlige Klenodie, og derfor maa han, der rober en
saadan Tvivl, være fattet paa Modsland fra alle Sider. Nogle
vil se ned paa ham med Foragt, i stolt Itcvidsthed om
deres gamle og derfor som retmæssig betragtede Ejendom,
og med deres metafysiske Kompendier i linanden ; andre,
som aldrig kan se andet end hvad der er det samme som
del, de har set fur et eller andet Strd, vil slet ikke forstaa
ham, og i rum Tid vil alt blive som om intet var skel,
hvorved der kunde indtracde eller haabes en Forandring.
Alligevel tror jeg at kunne forudsige, at den selvstændigt
tænkende I.æser af disse Prolcgomener ikke blot vil
komme til al tvivle paa sin hidtidige Videnskab, men senere
helt og holdent overbevises om. at en saadan slet ikke
kan findes, uden at de her stillede Fordringer, paa hvilke
dens Muligheder beror, opfyldes, og at der, da detle
endnu ikke er skel. hidtil overhovedet ikke fandtes nogen
Metafysik. Men da Efterspørgslen efter en saadan dog
aldrig kan standse,*) fordi den almindelige Menneskefornufts
•i Ki.iti-J* <-xjcctal, .lura detl-iat lar.n.i: at ille labitur *t labetur m
omn* rolubili« vtun. ’ Hora’iusi.
{Betelen itnsr venter pu, al Awn skal tabe ler; mert 11*n |ø.
ber og r^tbtir« al løb* 1 al Evighed )
fnleresse er alt for nnje sammenknyttet med den, saa vil
lian indrømme, at der uafviseligt forestaar en fuldstændig
Reform, eller rettere en ny Fodsel af den. efter en hidtil
ukendt Plan. hvor længe man saa end vil stritte derimod
Siden l.ockts og /.eibnilz’s Forsøg, eller rettere siden
Me-tafysikens Opslaaen. saa langl. som dens Historie naar
tilbage. er der ikke indtruffet nogen Begivenhed, som kunde
have faact mere afgørende Retvdning lor denne Videnskab,
end det Angreb. David Humt reltede imod den. Han
bragte ikke I.vs i denne Art af Erkendelse, men han slog
dog en Gnist, ved hvilken man meget vel kunde have
tændt et Lys. hvis den blot havde IrufTet en modtagelig
Lunte, hvis Gløde var blevet omhyggeligt vedligeholdt og
ngel.
//ume gik i Hovedsagen ud fra et enkelt, men meget
vigtigt liegreh i Metafysiken. nemlig Sammenknytningen af
Aanng og Virkning (og dermed dens Folgebegreber Kraft
og Handling), og opfordrede Fornuften, som foregiver at
have avlet den i sit Skod, til at stan ham lil Regnskab
for, mcd hvilken Ret den tænker sig dette: at noget kan
være saaledes beskafTenl. at naar det indtræffer, derved
nødvendigvis ogsaa noget andet maa indtræffe; thi dette
siger jo Begrebet Aarsag. Han beviste uimodsigeligt; at
det var Fornuften fuldkommen umuligt, a priori og ud fra
Begreber at tænke sig en saadan Forbindelse, ti denne
indeholder jo Nødvendighed: det er slel ikke til at indse,
hvorledes nogel nødvendigt ogsaa maa indtræffe, fordi
noget andet er lil. og hvorledes allsaa Begrebet om en
saadan Sammenknytning a priori kan lade sig indføre. Heraf
sluttede han, at Fornuften hell bedrog sig selv med delle
Begreb, og at del falskelig betragtede det som sit Barn,
skønt det kun var en Bastard af Indbildningskraften, som
besvangrel af Erfaringen, frembragte visse Forestillinger
under Associationens Lov, og udgav en deraf følgende
subjektiv Nødvendighed, d. v. s. Vane. for en af Indsigt
frem-gaaet objektiv. Heraf sluttede han. at Fornuften slel ikke
har nogen Evne lil at tænke sig slige Sammenknytninger,
end ikke i al Almindelighed, fordi dens Begreber i saa
Fald vilde være blol opdigtede, og alle dens efter
Foregivende apriorisk bestaaende Erkendelser kun var falsk
stemplede almindelige Erfaringer, hvad iler vil sige saa meget,
som at der intet Steds gives eller kan gives Metafysik.*)
Saa overilet og urigtig hans Slutning end var, saa var
den dug i del mindste grundet paa Undersøgelse, og denne
fortjente vel, al Tidens gode Hoveder havde slaael sig sam
men, for — om muligt — al finde en lykkeligere Løsning
paa Opgaven, i den Betydning, hvori han fremsatte den.
og deraf maalte da snart en hel Refoim af Videnskaben
være fremgaaet.
Men Skæbnen, der aldrig har været Metafysiken huld,
vilde, al ingen skulde forstaa ham. Man kan ikke uden
en vis Smerte se paa, hvorledes hant Modstandere lieid,
0ju><7Id. Ueallie og tilsidsl endogsaa Pritstlty forfejlede del
*1 AlligeTet kaldt« H%mt sele« denne «dela~ggende Filosofi Metafysik,
og tillagde den itor V«erdi .Metafysik og Moral* tagde hao. —
■er Videnskaben« vigtig«!* Grene; Mathen atik og Nat.irndenikab«r
ikke halrt saa meget *irrd.* Iler. skarpsindige Mand »aa imidlertid
kun paa den negaUse Nytte, >0Formindskelsen af d*n ip-ekulatise
Fonvifta orerdrerne Fordringer riide gore, red at gore Ende paa de
mange endeløie ogforuatt* Stridigheder, der blot forrirrer
M«nne-«k*heden : men han ov*r*aa den*d gantke d«n positive Skade, der
rolde* red at man beruser Fornuften dens rigtigste Udsigtspunkter,
tid frahrtlke d«n alene kan afitikke de: hpjeste Maat for alle Viljens
Bestræbelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
