Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lurholdsvis ringe Indhold Ilvidt) og kim i ringe Grad
uklart (trod« det hoje Indhold af Sort), da Trin c staar
temmelig nær ved Hvidt.
Vi har altsan Midler ved Haanden til at ordne alle
Karver og bestemme dc Normer, de man rette sig efter,
dersom en Harmoni skal opstaa.
Har nu disse Undersøgelser nogen praktisk Betydning
for den udøvende Kunstner? Ostwald mener det. Han
har udtalt sig herom i en Artikel i >Annalen der
Natur-philosophie« (XIV. 1.). hvor han skriver følgende:
»Trods den store og aahenlyse Skade, som den hidtil
herskende absolute Frihed har gjort Kunsten, lyder der et
Skrækkens Skrig, hver Gang der gøres el Forsøg paa ;it
hringe Orden i Sagerne. Det er ganske vist ikke dc store
Kunstnere selv. der skriger op. De er klare over Grænserne
for deres Kunst, da hele deres Liv er viet el brændende
Arbejde for al udvide disse Grænser. og de moder alle
Muligheder for en saadan Udvidelse med lidenskabelig
Interesse. Man behøver blot at tænke paa den Iver, hvormed
Albrecht Diirer og Kafael optog I.asren om Perspektivet,
der opkom paa deres Tid. Nej. del er ikke Kunstnerne,
men Kunstkritikerne, der regelmæssig sætter sig imod
ethvert kunstteknisk Fremskridt og i vide Krese udbreder
den Fonlom. at alt gammelt er skønt og godt og alt nyt
— og især alt nyt af teknisk Art — uden Værdi.
Betænker man. at det er denne Tankegang, hvorunder
den nuværende Holdningsloshed og Forvildelse i
kunstneriske og kunstindustrielle Sporgsmanl er opstaaet. saa vil
man paa Forhaand ikke være tilbøjelig til at tro, at det
er denne Tankegangs Repræsentanter, der skal linde
Midler og Veje lil en ny og bedre Tingenes Tilsland . ..
Al Bekymring for, at den frie Kunst skal lide Overlast,
er uden Mening, — der er ingen, der vil lægge noget Pres
paa Kunstnerne (hvordan skulde han ogsaa bære sig ad
med det’). Det kan ikke skade Kunsten, at Malersvende
og Skræddere lærer en sikker Metode til at finde
behageligt virkende Farvcsammenstillinger. og at Industrien
iklæder sine Frembringelser harmoniske Farver. Det kan kun
være i Kunstens Interesse, at Sansen for Farveharmoni
spredes i saa vide Krese som muligt.«
Og han fortsætter:
»Farvernes Verden skal normeres paa lignende Maade
.som Musikkens. Del er først ved en saadan Fastsættelse
af Normer, al Musikken er blevet en Kunst, og del er
denne l.ovma-ssighed. der nu genncmlnenger hele
Musikkens Teknik. Overall har man indset, at den fuldstændig
frie Brug af alle forhaandenværende Muligheder forer til
Energispild af værste Art, og al det betyder en stor
Vinding at indskrænke sig til tle Tilfælde eller Eksempler, der
kræves som uundværlige . . .
Den musikalske Kunstner vil aldrig være i Tvivl om,
al han hellere vil spille paa et rigtigt slemt Klarer end paa
et ustemt, og del vil ikke falde ham ind at beklage sig
over, al der sker et Overgreb paa hans Frihed, fordi der
kun staar 12 Trin til hans Baadighed i Oktaven i Stedet
for de 200 Trin, der faktisk kan adskilles . . .
Den for kort Tid siden afdøde udmærkede Dresdener
Maler Zwinlscher malede oprindelig med en meget
dybtliggende og forholdsvis sorlfattig Farveskala. Men i ile
sidste Aar ændrede han sin Palet. Han overraskede sine
Venner med et stort Billede, der helt igennem var langt
lysere og havde langt større ensfarvede Flader; det Hvide
var ogsaa steml betydeligt veil . . . Betænker man nu.
al Kunstneren utvivlsomt føret efler el anstrengt indre og
vdre Arbejde har kunnet gennemføre denne omfattende
.Kndring. mens han nu ved Hjælp af »Farvelavleme« paa
kort Tid og med fuldkommen Sikkerhed kunde have
op-naaet det samme, saa erkender man, til hvilken Hjælp de
nye Midler kan være ogsaa for den udøvende Kunstner.«
Ostwald henviser til, at del er langt lettere at lære
Farverne end Tonerne at kende. Mens et absolut Gehor for
Tonhøjde er vderst sjældent, har de fleste selv uden
særlig Øvelse en temmelig udviklet Evne til at skelne Farver.
Ved Hjælp af el Farveatlas kan inan hurtigt orientere sig
mellem Farverne, og den forvirrende Følelse at at slaa
overfor en uendelig Mangfoldighed vil forvandle sig til en
Følelse af sikker Kunnen paa fast Grundlag.
Otto Gtlfltd.
L
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
