Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en sindig Lighed i deres Indtryk, kan man paa visse
Punkter nojcre bestemme Farvernes Love og udvide Farve,
lærens Kammer.
Del, der interesserer mig mest. er hverken den dnde
Natur eller landskabet, men Mennesket. Det tillader mig
bedst al udtrykke den, om jeg ssa maa sige. religiosc
Fo-lelse. jeg har »f Livet. Jeg lægger ikke san meget Vægt
paa Ansigtets enkelte Træk. :it gengive detn et for et i deres
anatomiske Nujagtighed. Har jeg en italiensk Model, som
ved forMe Ojekast kun fremkalder et rent animalsk
Indtryk, opdager jeg dog individuelle Tnrk: jeg naar lilsidst
ind lil de Linier i Ansigtet, der viser det Udtryk af
Værdighed, der sarrpneger ethvert menneskeligt Væsen. Et
Værk skal bære hele sin Betydning i sig selv og pnatvinge
Beskueren den, selv om han ikke kender Emnet. Naar
jeg ser Gioltos Freskomalerier i Padua. bekymrer jeg mig
ikke om al vide, hvilken Scene af Kristi Liv det er de
forestiller, men jeg forslaar straks den Folelse, der
strammer ind paa mig, for den er i [.interne, i Kompositionen,
i Farven, og Titlen bekræfter kun mit Indtryk.
Jeg drammer om en Kunst, der er ligevægtig, ren,
rolig — ingen forstyrrende Emner, en Kunst, der skulde
være for ethvert Menneske, der arbejder med Hjernen,
saavel for Forretningsmanden som for Skribenten, noget
lindrende og hjerneberoligende, noget i Lighed med en
god La*nestol, hvori han kan udhvile sin fysiske Træthed.
Man diskuterer saa ode de forskellige
Fremgangsmaa-ders Værdi, deres Forhold lil de forskellige Temperamenter.
Man holder af al skelne mellem de Malere, der nrbejder
direkte efter Naturen og dem, der arbejder efler Fantasien.
Jeg tror ikke. man skal anbefale den ene af disse Meloder
frem for den anden. Det hænder, at de benyttes skiftevis
af samme Maler, hvad enten han nu har Brug for
Genstandenes Tilstedeværelse for at modtage Indtryk og snmtidig
anspænde sin skabende Evne. eller hans Indtryk
allerede er ordnede; i begge Tilfælde kan han naa til den
Enhed, der danner Billedet. Dog tror jeg, man kan domme
om en Mulers Vitalitet og Ydeevne, naar hun, direkte
paavirket veil Beskuelsen af Naturen, er i Stand lil at
samle sine Indtryk, komme tilbage til dem — gentagne
Gnnge pna forskellige Duge og fuldende Billedet: en
saa-dan Magt fomdsætler, at Maleren er tilstrækkelig Herre
over sig selv til at kunne foreskrive sig en Disciplin.
De simpleste Midler er dem, der bedst tillader Maleren
at udtrykke sig. Hvis han er bange for al blive banal,
undgaar ban det ikke ved en mærkelig ydre Form. en
aparte Tegning eller en besynderlig Farve. Hans Midler
skal hidrorc fra bans Tcmperinuent. Han skal være i
Besiddelse af den Naturlighed, der faar ham til at tro, at
han kun bar malet det. han har set. Jeg elsker disse Ord
af Chanlin: »Jeg sætter Farve paa lige til det ligner.«
Og delle af Cér.anne: »Jeg vil skabe et Billede,« og ogsaa
følgende af Kodin: »Kopier Naturen.« Vinci sagde: »Den,
der forslaar at kopiere, forslaar at skabe.« De Mennesker,
der frivilligt fjerner sig fra Naturen, er ved Siden af
Sandheden. Naar en Muler tænker, skal han stille sig klart, at
hans Billede er kunstigt, men naar han maler skal han
have den Fidelse. at hun har kopieret Naturen. Og selv
nnar han er færdig, skal han beholde den Overbevisning,
al det kun var for at gnre den mere fuldstændig.
• *
Man vil maaske sige. at man af en Maler havde ventet
et andet Syn paa Malerkunsten, og al jeg alt i all kun er
gaael ud fra forslidte Talemaader. Hertil vil jeg svare,
at der findes ingen ny Sandheder. En Kunstners Opgave
beslaar, ligesom en Videnskabsmands, i at gribe de
Sandheder, man ofle har gentaget for ham, og som han gor
lil sine den Dag, hun har udforsket deres dybere Mening.
Hvis Flyverne skulde fremstille deres Fonøg, forklare os
hvorledes de har kunnet forlade Jorden og svinge sig ud
i Verdensrummet, vilde de siel og rel give os en
Bekræftelse af de mest elementære fysiske Principper, som de
minilie lykkelige Opfindere har forbigaaet.
En Kunstner vinder nltid ved at blive underrettet om
sine Fejl. og jeg er glad ved at have faael mit svage
Punkt ni vide. Herr Péhidan bebrejder i Ugerevuen nogle
Malere, lil hvilke jeg mener al maatte regne inig, at de
kalder sig »Tigrene«, og at de gaar klædt som alle
andre. saa deres Udseende ikke ndskiller sig fra
Afdelingschefernes i de slore Magnsiner. Begner Geniet virkelig med
san lidi? For mit Vedkommende kan Herr Péladan være
ganske rolig: fra i Morgen vil jeg lade mig kalde »Sar« og
klæde mig ud som Tvrk.
I samme Artikel paaslaar den udmærkede Skribent,
at jeg ikke maler hæderligt, og jeg havde Grund til at
vredes, hvis han ikke sorgede for at kommentere sin
Mening ved en indskrænkende Definition: »Ved hæderligt
fonlaar jeg uden Bespekt for Idealet eller Begleme.« Det
ulykkelige er, at han ikke siger os, hvor de Brgler er.
Jeg er tilfreds, hvis de eksisterer, og hvor vilde vi ikke
blis’e ophojede Kunstnere, hvis del s-ar muligt at lære dem!
Keglerne eksisterer ikke udenfor Individerne: ellers vilde
ingen Professor stau tilbage for Bacine. Enhver af os er
i Stand til al gentage dr smukke Sætninger, men kun faa
af os nuur ind til Meningen: Jeg er villig til al indramme,
al der udgaar en mere fuldstændig Overensstemmelse
nf Kegler fra el af Rafaels eller Titians Værker end fra
Manels og Renoirs. men de Kegler man finder hos Manet
og Kenoir passer til deres Natur, og jeg foretrækker det
mindste af deres Malerier for alle de Maleres, der har
været tilfredse med at fjerne Mærkel fra »Venus med den
lille Hund« eller »Den hellige Jomfru med Stillidsen.«
Disse sidste hnr ingen Betydning, for vi tilhorer nu en
gang vor Tid og deler dens Meninger. Følelser, ja selv
dens Fejltagelser. Alle Kunstnere bærer deres Tids Præg,
og de slorste er dem, der er dybest mærkede. Courbet
repræsenterer bedre vor Tid end Flaudrin, Kodin bedre end
Frémiet. Hvad enten vi vil eller ej opstaar der en gensidig
Ansvarlighed, som selv ikke Herr Péladan kan undslippe.
For maaske bliver det netop hans Bi»ger, Fremtidens
Æstetikere vil tage som Eksempel, naar de sætter sig i
Hovedet al de vil Itevisc, at ingen i vore Dage har forstnaet
Leonard da Viuci’s Kunst.
HenriMatiae.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
