Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
gik i helt andre tanker, eller i slet ingen tanker,
saa var det der, saa underlig nært og saa fjernt
allikevel, som om det aldrig hadde været virkelig.
Den kvelden da han gik nedover til trikken, og
himmelen stod klart grøn for enden av gatens
mørke husrader. Den morgenen han gik hjem —
trikken var ikke begyndt at kjøre endda, og husene
sov gustengraa med blek glans i ruterne; sporveis-
skinnerne løp blanke og stille foran ham utover
Storgaten, og hans egne skridt og fjerne skridt i
andre gater klang høit og haardt paa den frosne
stenbro.
Han laaste sig ind hjemme og han satte sig ved
bordet foran kjøkkenvinduet, med hodet nedpaa
armene. Han sank hen i enslags døs. Og for op
om en stund. Det var stilt ovenpaa endda. Ute
i nordøst, over smaahusenes mørke tak og havernes
nakne trækroner, var himmelen blekt svovlgul.
Gunvald hentet bibelen fra bokhylden i stuen.
Han aapnet den og bladet, men sanset ikke det
han læste. Og han lukket den igjen og tegnet
med fingeren efter det syldne kors paa permen —
omigjen og omigjen. Han hadde aldrig hat større
bestemte tanker om denslags ting — men han hadde
da nærmest trodd. Hans forældre hadde trodd;
ikke at de hadde været hvad man kalder kriste-
ligsindede mennesker, men de hadde hat en solid
ærbødighet og en fast tillid til et stort og fjernt
hvilested, dit alle retskafne menneskers veie førte.
Gunvald hadde bestandig følt en dyp og uklar
uvilje, naar han hørte kamerater tale bespottelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
