Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
hende sine sorger og glæder fra dag til dag og
hun hadde levet med i deres alles liv — og i sit
hjerte hadde tænkt med saart savn, hvor godt de
hadde det, de som hadde snille, ordentlige mænd
og pene, friske børn —.
Det var saa hjertelig langt borte nu. Hun følte
selv, hvor uløselig bundet hun var til disse frem-
mede menneskene som nu fyldte hendes hjem. Om
de aldrig saa litet brydde sig om, hvordan hun
hadde det, hun kunde aldrig la være at bry sig
om, hvordan de hadde det.
Saa det var godt hun hadde Guldborg. Guld-
borg husket ingen anden mamma, Guldborg hadde
hængt efter hende støtt og stadig hjemme, Guld-
borgs stakkars lille ansigt lyste op, naar Emma
kom i sykestuens dør, og Guldborg trygget sig ind
til hende med smaa ømme kjærtegn, naar Emma
sat hos hende. Hun var rent utav sig, sa søster
Andrea, naar mamma hadde været forhindret fra
at komme en enkelt gang. Den utaalmodige læng-
sel som Emma hadde følt, i begyndelsen hun gik
med barnet, efter at faa det, se det, holde det i
armene sine og røre ved det, var ikke saa sterk
længer. Hun var saa glad i Guldborg at hun
syntes umulig en kunde være gladere i sin egen
unge. Hun var saa glad i Gulborg, at hun kom
til at graate, naar hun tænkte paa det.
Der var saa meget sørgelig i verden. Hun blev
kjendt efterhvert med næsten alle de smaa stak-
karerne paa sykestuen, og med mødrene til dem
som hadde mødre. Stakkar, de hadde sit, nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
